Kinesiske arbejdere betaler prisen for billigt IT
Faxe Kommune: Arbejdsforholdene hos DELL, der er leverandør af IT-udstyr til blandt andre Faxe Kommune, er yderst kritisable.
SKI, Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S, der varetager indkøb af computere til det offentlige, underskrev en kontrakt på 50 millioner kroner med den amerikansk ejede elektronikvirksomhed DELL, i februar 2013. I kontrakten stilles der krav om overholdelse af en række etiske standarder.
Men nu viser det sig at disse ikke overholdes hos DELL’s underleverandører i de kinesiske provinser Guangdong og Jiangsu. Det skriver DanWatch.
Hos fire underleverandører oplever de ansatte tvunget overarbejde der medfører arbejdsuger på op til 74 timer, trusler om bøder for at lave fejl samt en løn, der ligger langt under den lokale mindsteløn. Desuden indånder arbejderne dagen lang kemiske dampe. Det oplyser DanWatch, der har været i Kina og tale med fabriksarbejdere fra fire af de fabrikker, der leverer til DELL. De kritisable forhold bekræftes i en rapport fra China Labor Watch.
– Det er ikke uden menneskelige omkostninger, når elektronikfirmaerne slås om at levere computere så billigt som muligt, og når vores offentlige indkøbere går efter de billigste varer på markedet. Vores undersøgelse viser, at forholdene hos DELLs leverandører både er i strid med ILO konventioner, arbejdslovgivningen i Kina og DELLs egne politikker på området, siger Eva Hesse Lundström, direktør for DanWatch.
DELL har selv fundet brud på egne standarder
DELL har fornyligt foretaget audits hos tre af de fire leverandører, som DanWatch besøgte. Her fandt den elektronikvirksomheden selv forhold, der strider mod standarderne fra EICC – Electronic Industry Citizen Coalition – der er en koalition af elektronikfirmaer, der sætter fokus på CSR i industrien.
– I de fleste audits var der forhold, som ikke stemmer overens med EICC’s Code of conduct, derfor vil vi lave nogle tiltag, der kan rette op på de forhold, siger Deborah Albers, Principal Social Strategist hos DELL. Hun oplyser desuden at der vil senere på året vil blive foretaget audits hos den fjerde leverandør.
SKI vil afkræve DELL en forklaring
Selvom DELL selv har fundet de kritisable forhold, så er har de indtil nu ikke underrettet SKI om det. SKI har derfor bedt DELL om at dokumentere, at virksomheden overholder de krav, der fremgår af kontrakten mellem SKI og DELL.
– DanWatch’s rapport rejser nogle mistanker, som vi tager meget alvorligt. Vi vil bruge den kommende tid på at studere rapporten nærmere. Vi sætter vores CSR-krav meget højt. Vi har derfor allerede bedt de omtalte leverandører om at dokumentere, at de varer, de sælger gennem vores aftaler, lever op vores CSR-krav, herunder til FN’s Global Compact og ILO konventionerne, siger SKI’s adm. direktør Signe Lynggaard Madsen, til DanWatch.
Resultatet kan blive at kontrakten opsiges
– Når vores leverandører vender tilbage, vil vi vurdere sagen samlet. I yderste konsekvens kan det føre til en opsigelse af aftalerne, hvis leverandørerne ikke får bragt forholdene i orden, men det er for tidligt at drage konklusioner, siger Signe Lyngaard Madsen til DanWatch.
18 danske kommuner indgår i SKI’s kontrakt med DELL. Brøndby, Faxe, Frederiksberg, Holbæk, Kalundborg, København, Køge, Lejre, Næstved, Odsherred, Ringsted, Ringkøbing-Skjern, Slagelse, Sønderborg, Tønder, Tårnby, Viborg og Vordingborg.
Kommentarer