Dalby

KLF inviterer til julekoncert i Falkonercentret

anne_dorte_michelsen

Dalby: KLF, Kirke og Medier inviterer traditionen tro alle interesserede til Frelsens Hærs store julekoncert i Falkonercentret

KLF, Kirke og Medier i Dalby, Rønnede og Faxe indbyder traditionen tro alle interesserede til Frelsens Hærs store julekoncert i Falkonercentret i København søndag den 1. december. KLF har som tidligere år, hyret to busser og der køres fra Haslev, Faxe, Rønnede og Dalby direkte til koncerten. Mange har allerede meldt sig til turen.

Klokken 15.00 går nogle af Danmarks bedste kunstnere på scenen. Navne som Bent Fabricius-Bjerre med trioen De græd, Anne Dorte Michelsen, Tamra Rosanes og Lena Ericsson med A Very Big Band ved Ole Kock Hansen, er et håndplukket udsnit, der næppe kræver yderligere præsentation.

De optræder alle gratis til fordel for Frelsens Hærs julehjælp. Det samme gælder dagens konferencier, Hans Otto Bisgaard, der trofast stiller op for Frelsens Hær år efter år.

Hele billetindtægten går til Frelsens Hærs store julehjælpe program. Sidste år kunne man således hjælpe 8000 familier til at få en god juleaften samtidig med, at 1000 ensomme og hjemløse fejrede jul i Frelses Hærs forskellige korps og væresteder.

Alle kan deltage. Medlemmer af KLF, Kirke og Medier betaler 280 kroner for bus og billet, andre betaler 330 kroner.

Yderligere oplysninger om tider samt bindende tilmelding, senest fredag den 22. november til Bendt Hansen, Dalby på telefon 56 39 85 07.

Kommentarer