Klimatilpasning i Faxe Kommune koster over 1 mia
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/08/oversvoemmelse_270811_7.jpg)
Faxe Kommune: Alle kommunens byområder er udpeget som kritiske i en klimatilpasningsplan
På byrådsmødet torsdag den 14. marts 2013 vedtog Faxe Kommunes kommunalbestyrelse at sende et forslag til en handleplan for klimatilpasning i Faxe Kommune i offentlig høring i otte uger.
Planen er uhyggelig læsning.
Hvis alle steder i kommunen skulle sikres mod klimaændringerne her og nu, ville regningen blive på over en milliard kroner.
De seks byområder: Haslev, Dalby, Rønnede, Karise, Faxe, Faxe Ladeplads er alle udpeget som kritiske områder. Dertil kommer en del områder i det åbne land.
Download Handleplanen fra kommunens hjemmeside
Den største del er klimatilpasningen af kloaksystemerne og skal derfor finansieres af Faxe Forsyning, men der er også opgaver, som skal finansieres over kommuneskatten og af private.
Mere om planen:
Naturstyrelsen har igangsat en national indsats for klimatilpasning. Derfor skal alle danske kommuner have udarbejdet en handleplan for klimatilpasning inden udgangen af 2013.
Center for Teknik & Miljø har i løbet af 2012, i samarbejde med Center for Ejendomme, Center for Udvikling og Faxe Forsyning, fået udarbejdet et forslag. Cowi A/S har fungeret som rådgiver på opgaven.
Klimatilpasningsplanen skal sikre, at kommunen er forberedt på de kommende klimaændringer, der betyder øget nedbør, varmere somre, havvandspejlsstigninger og kraftigere storme.
Planen kortlægger de steder, der er oversvømningstruede, både i det åbne land og i byområder, herunder en vurdering af hvilke steder der er de mest kritiske, samt forslag til hvad der kan forhindre eller formindske oversvømmelser i fremtiden.
Kommentarer