Haslev

Klimavenlig gadebelysning på vej til Faxe Kommune

Faxe Kommune udskifter 1.500 ældre gade- og parklamper med klimavenlig og energieffektiv LED-belysning.

En lang række af de ældre og kviksølvholdige gade- og parklamper i Faxe Kommune vil frem til marts 2020 blive skiftet ud med energieffektiv og moderne LED-belysning. Udskiftningen forventes at give kommunen en årlig energibesparelse på mindst 351.468 kWh svarende til elforbruget i 88 husstande.

Derfor forventer Faxe Kommune også at kunne skære en god bid af både CO2-udledningen og udgifterne til gadebelysningen.

– Med dette projekt tager vi endnu et stort og vigtigt skridt i retning af at skabe en mere energieffektiv og bæredygtig kommune, siger udvalgsformand for Teknik- og Miljøudvalget Eli Jacobi Nielsen.

Ørsted valgt som leverandør

Udskiftningen af gadebelysningen udføres af energiselskabet Ørsted, der for nyligt har indgået kontrakt med Faxe Kommune om levering og opsætning af de nye LED-lamper. Udskiftningen vil ske på udvalgte steder i Dalby, Haslev, Faxe Ladeplads, Faxe, Karise og Rønnede frem mod marts 2020. På Faxe Kommunes hjemmeside kan du finde kort over de områder, hvor belysningen bliver skiftet til LED. Søg på ‘Lighting Metropolis’ eller ‘LED’.

På stier og parkeringspladser bliver ældre og kviksølvholdige lamper skiftet ud med lampe-typen ‘Avenue F2 Led’. På villaveje, langs stier og hovedveje skiftes de ældre lamper ud med lampe-typen ‘Flow’. På udvalgte landevejsstrækninger vil indmaden i de ældre gadelamper blive udskiftet med LED.

Ud over at bruge langt mindre energi, så vil de nye lamper give en bedre og klarere belysning på vejene.

En del af lys-projektet ‘Lighting Metropolis – Green Economy’

Udskiftningen af gadebelysningen er en del af det treårige Gate 21-projekt ‘Lighting Metropolis – Green Economy’, hvor 16 kommuner, én region og tre universiteter samarbejder med energiselskaber og private virksomheder om at fremme udvikling og opsætning af energieffektiv og intelligent LED-belysning.

Faxe Kommune investerer i 2019 fire millioner kroner i ny LED-vejbelysning, og to millioner kroner i ny LED-belysning i bygninger. Projektet er støttet af midler fra EU’s Interreg-program.

Læs mere om LED-projektet ‘Lighting Metropolis – Green Economy’ på Faxe Kommunes hjemmeside.

Kommentarer