Kloakker i Dalby kortlægges af elektroniske chips
Dalby: Tirsdag aften afholdt Faxe Forsyning et borgermøde i Dalby Forsamlingshus for at orientere borgerne om den kommende indsats for forbedringer af kloaknettet i Dalby
For at skabe forståelse for, og indsigt i, det næste års grave- og anlægsarbejde i Dalby, havde Faxe Forsyning indkaldt til et borgermøde tirsdag d. 20. september 2011.
Tidligere TV-undersøgelser og en hydraulisk analyse af kloaksystemet har vist, at der er flere fejlkoblinger mellem regn- og spildevandsledningerne, men ikke præcist hvor fejlene befinder sig. Det skal nu kortlægges ved hjælp af små computerchips, som udvalgte borgere skal skylle ud i deres toilet, på et nærmere aftalt tidspunkt.
Chippens rejse gennem de berørte ledninger vil blive registreret, så det kan klarlægges hvor vidt der er tale om en fejlkobling på den enkelte matrikel eller om fejlen er sket i det offentlige kloaknet. Undersøgelsen inddeles i faser for de enkelte områder af byen, og forventes afsluttet indenfor 4 – 5 måneder.
Udover fejlkoblingerne er det konstateret at nogle af kloakkerne er i meget dårlig stand. Det betyder en meget skæv belastning af hovedledningen og at større mængder regn- og overfladevand unødigt behandles på renseanlægget. De utætte rør, der medfører indsivning af større eller mindre mængder vand, skal tætnes med en såkaldt strømpeforing.
De første computerchips bliver sendt ud om nogle få uger.
Kommentarer