Haslev

Kørte 134 kilometer i timen på Teestrupvej

politi_uniform

Haslev: Færdselspolitiets fotovogn blitzede mandag morgen en bilist, der kørte 134 kilometer i timen på Teestrupvej.

Mandag den 10. august om morgenen var en af færdselspolitiets fotovogne på besøg på Teestrupvej, der er en skolevej. Her må man højst køre 50 kilometer i timen.

Læs også: 330 nye små skolebørn i trafikken

Men det havde en mandlig fartbilist enten overset eller glemt alt om.

Farten var helt oppe på 134 kilometer i timen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Fartovertrædelsen sker på trods af at Faxe Kommune i øjeblikket deltager i den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken” og har sat plakater op ved skolerne.

Bilen blev ikke stoppet af politiet, som derfor ikke har flere oplysninger om den farlige bilist, der kørte mere end 100 procent hurtigere end det tilladte. Den voldsomme fart  betyder at manden mister kørekortet i et halvt år. Først derefter må han tage køreprøverne på ny. Bilisten står desuden til en større bøde.

– Han lærer det selvfølgelig. At køre så hurtigt gør, at man mister kørekortet, siger politikommissær Kent Edvardsen, som står for at koordinere færdselsindsatsen for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi under den landsdækkende skolestart-kampagne. Det skriver Ekstra Bladet.

Kommentarer