Kom til økologisk høstmarked på Brinkholm
LandbrugsLauget, Brinkholm i St. Linde ved Karise føjede i 2017-2018 nye kapitler til sin historie.
Vi satte en betydelig grøntsagsproduktion i gang og foretog en radikal udskiftning i vareudbuddet. Med introduktion af grøntsagskasserne Stens Kassen, Karise og Tryggevælde Kasserne er fokus rettet mod lutter lokale varer.
Ved åbent hus på Brinkholm den 1. september kan alle få syn for, hvordan LandbrugsLaugets målsætning om at skabe nære relationer mellem producent og forbrugere af fødevarer udføres i praksis.
Vi kan se på interessen for vores grøntsager, at lokale økologiske produkter med vished for produktionsform og -sted appellerer til mange mennesker. Initiativet har givet LandbrugsLauget ny energi, som også smitter af lokalt, ikke mindst fordi vores unge gartner Nikolaj og hans familie er flyttet ind på gården. Det er en god historie i vores verden!
Økologisk høstmarked på Brinkholm for hele familien! 1. september kl. 11-16
Brinkholm, skønt beliggende mod Tryggevælde Å ved Karise, er et af de ældste økologiske landbrug i Faxe-Stevns området. Den 1. september kan du opleve hvordan økologiske grøntsager, mel, honning og øl bliver produceret – og selvfølgelig smage på det!
Lokale produkter
Brinkholm drives af andelsselskabet LandbrugsLauget, som producerer økologisk mel og grøntsager med en udtrykkeligt lokal profil. Grøntsagerne i Stevns Kassen, Karise Kassen og Tryggevælde Kasse er alle dyrket på Brinkholm eller af andre økologer i omegnen.
’Vi tilbyder vores naboer, nær og fjern økologiske produkter fra deres egen baghave så at sige. Mere gennemskueligt og lokalt kan det næsten ikke blive’, siger andelshaver og bestyrelsesformand Bente Hessellund Andersen, som byder store og små hjertelig velkommen til en dag på landet med noget for alle sanser.
Til høstmarkedet fører Brinkholms gartner Nikolaj Thomsen interesserede rundt i rækkerne med økologiske urter og grøntsager og forklarer, hvordan det er muligt for ham at dyrke i hånden i stor skala.
Årets festligste dag på gården
Fra kl. 11 til 16 kan man få god snak med nogle af gårdens mange andelshavere og hinanden om økologi og lokale fødevarer. Møllen kører og producerer friskt mel, bryggerlauget fyrer op under kedlen, Brinkholms biavler fortæller om bier og honning. Alt sammen kan købes på stedet foruden naturligvis grøntsagerne i både løs vægt og i abonnement.
Høstmarked i børnehøjde
Børnene kan tumle sig frit i haven ned mod Tryggevælde Å, de kan prøvekøre Hans Jørgens håndbyggede specialcykler, klatre på den gamle Belarus traktor på gårdspladsen, male mel på hånddrevet kværn og presse, saft af gårdens æbler. De kan også klappe en ged og trække far og mor med ud på en guidet tur ad Brinkholms Trampesti på begge sider af Tryggevælde Å. Cajun-musikere spiller op til en svingom på gårdspladsen.
Nabo til nabo
Cafeen byder på mad af gårdens produkter, tilberedt af den socialøkonomiske virksomhed Kulturhuset Leopold i Karise. Der er naturligvis også mulighed for en Brinkholm øl til maden samt kaffe og kage. Foruden Leopold gæsteoptræder Urtopia med urter og planter. Nina fra Klokkeblomst binder blomster og dekoration af årstidens planter. Pedersminde fra Tureby besøger høstmarkedet med geder af landrace fra gårdens bevaringsopdræt.
Økologisk Høstmarked
Økologisk Høstmarked er et vindue til Danmarks økologiske spisekammer og hele den økologiske branches fælles event, som arrangeres af Økologisk Landsforening sammen med de økologiske jordbrugere. Se www.høstmarked.dk. Aktiviteterne varierer fra gård til gård.
For yderligere oplysninger:
Bodil Holm, LandbrugsLauget, 23 34 82 99; info@landbrugslauget.dk
Nikolaj Thomsen, gartner, 27 11 52 56
Facebook: www.facebook.com/landbrugslauget
Hjemmeside: landbrugslauget.dk
Kommentarer