Kombiner julehygge med kulturhistorie på søndag
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/11/haslev_museum.jpg)
Haslev: Julestue, brunkager, hygge og ”Steder med sjæl” – for børn og voksne i Haslev på søndag
Der bobler af julestemning, når Haslev Museum inviterer til traditionsrig julestue på museet i Frederiksgade i Haslev søndag den 24. november 2013. Og på den anden side af gaden, på rådhuset, er der samme dag gratis adgang til den omrejsende udstilling “Steder med sjæl – hvor er kulturarven i din kommune?”.
Ægte julehygge
På museet er hyggekonsulenten Erik Rønholt er klar med papir, saks og limstift. Og ikke mindst – massevis af sjove, finurlige idéer og påfund til årets nye og traditionelle julepynt. Samtidig byder Jette Bernhøft og Lissi Nielsen på friskbagte brunkager, kaffe og juice.
Kulturhistorie for alle
“Steder med sjæl – hvor er kulturarven i din kommune?” er en mobil udstilling der er på besøg i Faxe Kommune frem til den 20. december. Udstillingen er med til at sætte særligt fokus på den lokale bygningskulturarv. Thomas Tram Pedersen (Østsjællands Museum), Anders Mosbæk Nielsen (Center for Udvikling, Faxe kommune) og frivillige fra Faxe Kommunes Arkiver vil være til stede for at snakke med gæsterne om udstillingen og svare på spørgsmål.
Stem på din favorit
I forbindelse med udstillingen kan borgerne på websitet www.stedermedsjæl.dk stemme på 10 steder, som Faxe Kommunes Arkiver, Østsjællands Museum og Faxe Kommune i samarbejde har indstillet. Stederne spænder vidt, og vidner om bredden af de arkitektoniske og kulturhistoriske fortællinger, der knytter sig til historien om Faxe Kommune.
Besøg kulturhistorien
Tine Jensen (Østsjællands Museum) tager de af gæsterne, som har lyst til det, med ud for at se på de tre lokaliteter, som er valgt ud i Haslev: SEAS, Håndværkerhøjskolen og Falck-stationen.
Der er gratis adgang til begge arrangementer, der foregår søndag den 24. november fra klokken 13 til 16 på museet, og fra klokken 14 til 16 på rådhuset.
Haslev Museum, Frederiksgade 6, 4690 Haslev og Haslev Rådhus, Frederiksgade 9, 4690 Haslev
Kommentarer