Komik med kant i Kirkehuset på fredag

Haslev: Fredag aften kan man opleve gode grin, spøjse historier og komik med kant i Kirkehuset
Fredag den 8. november får Haslev Kirkes litteraturcafé besøg af den kendte poetry slammer Peter Dyreborg og et hold af dygtige poetry slammere, der vil vise alt det, man kan, når man har det talte ord i sin magt. Der er lagt op til tankevækkende underholdning, som er lettilgængelig, men svær at ryste af sig.
Digte er nok ikke dét, man forbinder med en festlig fredag aften. Men nu er poetry slam hel-digvis heller ikke digte, som mange husker og hader dem fra skolen. Poetry slam er sjove digte og underfundige historier, som ikke skal læses i en bog, men opleves på en scene. Det er mundtlig litteratur, og kan bedst beskrives som et underholdende mix af storytelling, comedy og teater.
Udover over Peter Dyreborg deltager blandt andre Lasse Nyholm Jensen, tidligere dobbelt fynsk mester, og Sara Hauge, der er finalist i dette års DM.
Der serveres en forfriskning i løbet af aftenen i form af pølse, ost og vin. Deltagelse koster 80 kroner.
Alle er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.
Man kan opleve Peter Dyreborg i Litteraturcaféen fredag den 8. november klokken 19.30 i Kirkehuset, Kirkepladsen 8, Haslev.
Peter Dyreborg (f. 1976) er uddannet jurist og er tidligere dansk mester i poetry slam. Han var med til de allerførste poetry slams i Danmark i 1998, og han har været med lige siden. I mere end 10 år har han optrådt alverdens steder, lige fra gågaden i Frederikshavn til Det Kongelige Teater, samt i Sverige, Norge, Tyskland, England, Frankrig.
Kommentarer