Komité klager over fyrværkeri på Gisselfeld
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/12/fyrvaerkeri.jpg)
Haslev: Holmegaard Mose Komiteen har klaget til myndighederne efter et stort fyrværkeri på Gisselfeld fredag aften
Fredag den 29. november kunne gæsterne til Gisselfelds store juletorv opleve et stort festfyrværkeri i Gisselfelds Park.
Ifølge Jesper Petersen, der er talsmand for naturbeskyttelsesgruppen Holmegaard Mose Komiteen, skræmte det store festfyrværkeri over 10.000 overnattende fugle væk fra Sø Torup Sø, der ligger knap 1 km fra parken. Den 60 hektar store sø er et EU-fuglebeskyttelsesområde.
Ifølge talsmanden skræmte fyrværkeriet blandt andet nogle troldænder og grågæs, der to af i alt tre fuglearter, som Danmark har forpligtet sig til særligt at beskytte i det omtalte område. Derudover blev omkring 10.000 måger, især stormmåger og op mod 1.000 kragefugle skræmt bort fra deres nattesæde.
Holmegaard Mose Komiteen har sendt en appel til henholdsvis Faxe Kommune og miljøministeriet om hurtigt at få sat en stopper for Gisselfelds ekstremt forstyrrende festfyrværkerier, der ifølge komiteen, er i lodret strid med EUs fuglebeskyttelsesregler.
Ifølge TV2 ØST har Gisselfeld ingen kommentarer til kritikken, udover at de har fået de nødvendige tilladelser fra myndighederne.
Kommentarer