Til SF: Visionssnak på spinkelt grundlag

Læserbrev: Ghita Østenby og SF inviterer til visionsmøde om udvikling af Folkeskolen her i kommunen. Nu må vi alle kigge fremad, skriver hun.
Skrevet af: Kristian Husum, Duevej 5, Rønnede. Kristian_husum@yahoo.dk
Som forældre i kommunen føler jeg mig voldsomt provokeret af at få gnedet salt i såret umiddelbart efter byrådets vedtagelse af en tåbelig skoledistriktsmodel.
Udgangspunktet for dialog og visionssnak vil nu være, at
Ingen forældre kan vide sig sikre på hvor deres børn skal starte i skole før 3 måneder før skolestart.
Et flertal i byrådet har sparet på et område, der i forvejen lå langt under landsgennemsnittet.
Jeres tal stemmer ikke og I ved ikke endnu hvor mange penge I reelt har sparet da I ikke har medregnet protokollatet om “max 5 børn må flytte”, udgifter til transport, øget søgning til private skoler og meget andet. I aner i byrådet ikke hvor økonomisk holdbart det vedtagne forslag er.
Det er da i sandhed et elendigt udgangspunkt at snakke visioner på. Ghita, jeg synes ikke du og byrådet har udvist økonomisk ansvarlighed ved at vedtage den nye skolestruktur. Tværtimod synes jeg I har spillet hasard med vores unger og op sigt også med kommunens økonomi. Jeg betaler dit byrådshonorar – og du gør dit bedste for at skræmme mig (og mange andre som mig) væk.
Jeg har skrevet dette indlæg som privatperson og ikke i min egenskab af bestyrelsesmedlem i Borgerlisten.
Kommentarer