Kommentar til – Træt af de violette

Læserbrev: Miljøpartiet Fokus i Faxe er enige i overflødige regler og bureaukrati skal fjernes
Indsendt af Poul Erik Nielsen, Rosenvænget 4, 4690 Haslev – Byrådskandidat for Miljøpartiet Fokus – Liste M
Der skal sættes fokus på at effektivisere kommunen. I modsætning til Dennis Lindholm, LA, som ikke kom med et bud på hvordan, vil Miljøpartiet Fokus i Faxe foreslå, at man udnytter udfordringsretten som en metode for at igangsætte effektiviserings- og afbureaukratiseringsprocessen. Muligheden har tilsyneladende ikke været uinteressant for byrådet til dato.
Der er også enighed om, der skal sættes fokus på et højere serviceniveau. Især på skole- og pasningsområdet er Faxe kommune katastrofalt dårlig. Effektivisering og afbureaukratisering skal gælde alle områder i kommunen til gavn for virksomheder og alle borgere i kommunen. Der skal også være fokus på de ældre, syge, handicappede, hvor der er behov for varme hænder.
Miljøpartiet Fokus i Faxe er realistisk og tror ikke på penge falder ned fra himlen. Effektivisering og afbureaukratisering kan omsættes til at forbedre serviceniveauet eller sænkning af skatten. Faxe kommune ligger helt i bund på serviceniveauet i forhold til landets øvrige kommuner. Derfor mener Miljøpartiet Fokus i Faxe serviceniveauet skal hæves betragteligt for at blive konkurrencedygtig i forhold til andre kommuner, inden der tages stilling til om der er belæg for skattelettelser. Skatten i Faxe kommune er trods alt ikke så dårlig sammenlignet med landets øvrige kommuner, som serviceniveauet er. Skulle effektiviseringerne samtidig give mulighed for skattelettelser er det selvfølgeligt at hilse velkommen, men realistisk er det ikke sandsynligt processen giver begge muligheder. Hvis det mod forventning alligevel skulle være muligt, har kommunen været forvaltet ekstremt dårligt de seneste år.
Stem på Miljøpartiet Fokus, som har en realistisk politik.
Kommentarer