Faxe Ladeplads

Kommunal velfærd efter en eventuel konflikt?

I mange kommuner af både blå og rød observans har man meldt ud, at de millioner man som kommunal arbejdsgiver sparer ved en eventuel konflikt, vil blive brugt i de områder hvor pengene er sparet.

Indsendt af Lars Christensen, Gartnervej 13 Fakse Ladeplads. Medlem af Enhedslisten.

For Enhedslisten i Faxe er det ret og rimeligt at det også bliver sådan i vores kommune. Det er et godt signal at sende til både borgere og ansatte i kommunen, der rammes af en eventuel konflikt. De penge, der er afsat i budgetforliget på servicerammen, skal selvfølgelig blive der.

Hvordan det eventuelle beløb skal bruges, kan man jo passende lade forvaltning og faglige organisationer se på. De er jo selvklart tættest på borgerne. I Enhedslisten har vi så stor tillid til vores ansatte, at dette er den bedste løsning i en svær situation. Det er jo i pressede situationer at borgere og ansatte har brug for en positiv tilkendegivelse fra kommunen.

Efter at vi i Enhedslisten har set DF’s formand været ude med en støtteerklæring til de danske lærere, var vi helt sikre på at DF i Faxe kommune ville stemme for Enhedslistens forslag i økonomiudvalget. Sådan skulle det ikke være. DF stemte sammen med Venstre, Borgerlisten og Liberal Alliance imod denne tillidserklæring til borgere og ansatte i kommunen.

Endnu en gang kan vi konstatere, at det kun er varm luft, når DF udtaler sin støtte til ansatte i stat og kommune. Når det kommer til stykket: dagpengereform, skattereform, holdning til fagforeninger, vil DF altid være på de allermest velbjærgedes side. Den side der mener, at hvis du er på samfundets solside skal du fodres med gulerødder for at yde mere. Hvis du derimod befinder dig i bunden af vores samfund skal du have pisk for at yde mere. Det gamle eventyrudtryk om “en ulv i fåreklæder” må her være passende at hæfte på DF.

Kommentarer