Kommunen: 20.000 kr hvis du sparer en børne-anbringelse
Faxe Kommune: Børn- og Ungeafdelingen i kommunen har udlovet en præmie på 20.000 kroner til de medarbejdere der kan finde på ideer til at undgå at anbringe børn, og derved spare kommunen for penge.
“Find på et vildt forslag – og vind 20.000 kontant!”
Sådan står der i emnefeltet på en intern mail, som socialrådgiverne i Faxe Kommune ifølge TV2Øst har modtaget.
I mailen opfordrer lederen af Børn- og Ungeafdelingen sagsbehandlerne til at få ide-hatten på og komme med det, som hun kalder for “Vilde forslag”. For at vinde de 20.000 kroner, som er på højkant, skal sagsbehandlerne komme med ideer til hvordan et barn, som de allerede har vurderet skal anbringes udenfor hjemmet, kan undgå at blive anbragt. Ideen må maksimalt koste 75 procent af det, som anbringelsen ville koste, det skriver TV2ØST.
– Det er dybt bekymrende, fordi så bliver det ikke børnefagligt, så bliver det økonomisk tænkning, siger Psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen.
Udvalgsformand i Børn- og Familieudvalget i Faxe Kommune vil nu have en redegørelse fra forvaltningen.
– Jeg var ikke bekendt med at den mail var sendt rundt, og det er heller ikke noget direktøren kender til. Vi undersøger det, og er det ulovligt, så bliver det stoppet, siger Steen K. Gunnarson (V).
Faxe.nu har uden held dagen igennem forsøgt at få en kommentar fra leder af Børn- og ungeafdelingen: Annette Eskeveit Rasmussen.
Kommentarer