Kommunen deltager i Kommunaløkonomisk Forum
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/01/Kommunaløkonomisk-Forum-620x316.jpg)
Faxe Kommune fortalte fredag om hvordan de har sparet millioner af kroner på ejendomsstrategi.
Fredag den 15. januar har borgmester Knud Erik Hansen og centerchef for ejendomme Jørgen Veisig holdt et interessant og vedrørende oplæg på Kommunaløkonomisk Forum om, hvordan Faxe Kommune har sparet mange millioner kroner årligt på en strategisk ejendomsstrategi.
Et område, der har stor betydning for mange kommuner og har et fremadrettet fokus.
På samme vis som mange andre kommuner har også Faxe Kommune mærket de faldende børnetal, økonomiske udfordringer og den manglende balance i den kommunale økonomi.
Det har betydet, at man tilbage i 2012 samlede alt vedrørende ejendomme i ét center ”Center for Ejendomme” for at få et overblik til brug for strategisk handling med det mål for øje understøtte en bygningsmasse, der kan drives økonomisk og energimæssigt effektivt.
Indsatsen har allerede nu båret frugt og skabt årlige besparelser for 24 mio. kroner gennem optimering af drift og tilpasning af bygningsmassen – i 2016 og 2017 gennemføres yderligere 5 mio. kroner i årlige besparelser via optimeringer, således at de årlige besparelser på ejendomsområdet nærmer sig 30 mio. kroner og dermed en reduktion på 30 %.
Netop denne manøvre er så interessant set i kommunalt regi, at borgmester Knud Erik Hansen og centerchef for ejendomme Jørgen Veisig i dag, fredag den 15. januar 2015, holder oplæg på Kommunaløkonomisk Forum (KL’s forum for kommunale politiker og topembedsfolk) for at fortælle, hvordan det er lykkedes Faxe Kommune at effektivisere og optimere bygningsanvendelsen og samtidig højne bygningskvaliteten og udearealerne ved vores bygninger.
– Først og fremmest ved at se den kommunale bygningsmasse som en fællesressource på tværs af sektorer og sikre, at denne kunne indrettes og udnyttes således, at flest mulige brugere vil få glæde af bygningsmassen og samtidig være opmærksom på, at kommunen kun råder over den bygningsmasse, der er nødvendig for at understøtte de kommunale tilbud/aktiviteter, siger centerchef Jørgen Veisig.
Ifølge borgmester Knud Erik Hansen har fokus på borgerservice frem for mursten været med til at gøre processen smidigere.
– Den politiske proces er gået forud for ejendomsstrategien og er fortsat med involvering af borgere og ansatte. Eksempelvis har et af omdrejningspunkterne været kloge m2, som skaber plads til det gode børneliv gennem fleksibel indretning. Samtidig har vi også fokuseret på bygningernes tilhørende udearealer for at få disse til at understøtte de kommunale aktiviteter, siger borgmesteren.
– Det er vigtigt, at vi øger kvaliteten i den bygningsmasse, vi har – og de bygninger, som er i overskud, sættes til salg eller lejes ud. Lykkes det ikke efter et halvt år, skal de rives ned, siger Jørgen Veisig.
Kommentarer