Haslev

Kommunen fastholder prisen for byggetilladelser

Faxe Kommune: 48 af landets kommuner hæver priserne for byggetilladelser til erhvervslivet – men ikke Faxe Kommune

Her vil det fortsat koste 543 kroner per forbrugt time. Faxe Kommune følger nemlig anbefalingerne fra Dansk Byggeri om at fakturere byggesagsgebyrer vedrørende erhvervsbyggeri ud fra det faktiske timeforbrug

Tal fra Dansk Byggeri viser at priserne for byggetilladelser til erhvervsbyggeri svinger med en million kroner.

Det billigste sted at bygge på Sjælland er i Stevns Kommune, hvor byggesagsgebyret udgør 2.700 kroner. Kun Ærø er billigere, her er byggesagsgebyret på 1.800 kroner.

– Byggebranchen vil gerne betale for kommunernes arbejde i forbindelse med en ansøgning – men prisen skal også være rimelig og stå i forhold til arbejdet med sagsbehandlingen, siger Lea Stentoft, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri til fyens.dk

– Bare fordi en lagerhal er på mange kvadratmeter, betyder det jo ikke, at det også er komplekst og tidskrævende for kommunen at behandle byggetilladelsen, siger Lea Stentoft i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Kommunerne bør derfor tidsregistrere deres arbejde med ansøgningerne og afregne gebyret ud fra den tid, de bruger. Det vil skabe mere rimelige og gennemsigtige gebyrpriser, mener hun.

Udover Faxe Kommune afregner Guldborgsund, Billund, Horsens og Tønder kommuner i dag ud fra en timepris, oplyser Dansk Byggeri.

Byggesagsgebyr i andre af regionens kommuner:

  • Solrød og Greve: 400.000 kroner
  • Odsherred: 227.025 kroner
  • Køge: 200.000 kroner
  • Vordingborg: 127.500 kroner
  • Lejre: 85.000 kroner
  • Lolland-Falster: 75.000 kroner
  • Sorø: 5040 kroner
  • Næstved: 4.600 kroner
  • Stevns: 2700 kroner

(Kilde: Dansk Byggeri)

Kommentarer