Haslev

Kommunen giver støtte til klassisk musik

Storstroems_symfoniorkester

Faxe Kommune: Erhvervs- og Kulturudvalget har besluttet, at godkende en kommende ramme- og samarbejdsaftale for Storstrøms Kammerensemble i årene 2014-2017

Dermed er Faxe Kommune med til at sikre, at der fortsat findes et højt niveau i de musikalske tilbud indenfor den klassiske musik i kommunen i årene frem.

Driften af Storstrøms Kammerensemble er mulig fordi ensemblets fem tilskudskommuner, Vordingborg, Lolland, Guldborgsund, Faxe og Næstved i fællesskab bidrager sammen med Kunstrådets Musikudvalg. Statens Kunstråds Musikudvalg har siden 1967 ydet tilskud til de såkaldte basisensembler efter en kommunal og statslig tilskudsmodel. Formålet har været at styrke den professionelle musik og musikundervisning i Danmark uden for landsdelsorkestrenes virkeområder.

Storstrøms Kammerensemble er et af fem basisensembler som Statens Kunstråds Musikudvalg også fremover ønsker at videreføre på samme tilskudsniveau som i 2013. De fire andre ensembler er Ensemble MidtVest , Esbjerg Ensemble, Randers Kammerorkester og Aarhus Jazz Orchestra .

Gennem foråret og sommeren 2013 har der væres forhandlinger mellem ovenstående kreds af kommuner og Kunstrådets Musikudvalg om en ny aftale om driften af SKE. Forhandlingerne er mundet ud i aftaledokumenter, der i løbet af efteråret skal godkendes af de enkelte tilskudskommuner.

Faxe Kommune bidrager med 162.929 kroner i 2014 til Storstrøms Kammerensemble.

Det statslige tilskud i 2014 udgør 4.714.469 kroner.

Kommentarer