Haslev

Kommunen har de største udgifter til flygtninge

flygtning-dk

Faxe Kommune: Kommunens flygtninge kostede lidt over 800 kroner per borger i 2015.  

Faxe Kommunes udgifter til flygtninge i 2015 løber op i 28,4 millioner kroner. Det viser en rundspørge TV2 har foretaget.

Faxe.nu har beregnet at det svarer til lidt over 800 kroner per indbygger. Dermed betaler borgerne i Faxe Kommune mere per indbygger til flygtningene end alle andre indbyggere i Region Sjælland.

Faxe Kommune hører dermed blandt de kommuner, der er særligt pressede af de økonomiske følger af de mange flygtninge. Og i takt med at flere og flere flygtninge får asyl, vokser kommunens udgifter støt.

Læs også: Kommunen skal modtage 127 flygtninge i 2016

Flygtningene i Stevns Kommune koster 777 kroner per indbygger. Til sammenligning koster flygtningene i Ringsted Kommune kun 243 kroner per indbygger.

Voldsom udfordring for kommunens økonomi

De nye flygtninge er omfattet af et treårigt integrationsprogram, så de hurtigst muligt kan blive selvforsørgende. I de tre år refunderer staten store dele af kommunenernes udgifter.

Derefter skal kommunerne selv betale for flygtningene. Det kan blive en bombe under kommunernes økonomi, advarer kommunalforsker Roger Buch overfor TV2.

– Efter de tre år er kommunerne i den situation, at de selv må betale gildet. Derfor venter der en voldsom udfordring for kommunerne, hvis antallet af flygtninge bliver ved med at fortsætte i det tempo, som vi har set i de sidste to år, siger Roger Buch til TV2.

Rammer udkantskommuner hårdest

Udkantskommunerne kommer i følge Roger Buch til at den højeste pris, fordi der vil være færre jobs, hvilket igen betyder større udgifter til for eksempel kontanthjælp.

– Det er primært fordi den økonomiske fremgang, der skal være redningen i forhold til det her, kører stærkere i vækstområderne end i udkantsområderne, siger Roger Buch til TV2.

Udgifter til flygtninge i 2015. Region Sjælland.

  • Faxe: 28.385.122 kroner. 806 kroner per indbygger
  • Stevns: 17.129.814 kroner. 777 kroner per indbygger
  • Solrød: 16.170.000 kroner. 750 kroner per indbygger
  • Kalundborg: 32.506.782 kroner. 671 kroner per indbygger
  • Odsherred: 20.487.915 kroner. 627 kroner per indbygger
  • Sorø: 17.842.232 kroner. 608 kroner per indbygger
  • Guldborgsund: 36.641.300 kroner. 602 kroner per indbygger
  • Lolland: 24.435.000 kroner. 568 kroner per indbygger
  • Holbæk: 37.188.245 kroner. 539 kroner per indbygger
  • Roskilde: 34.630.541 kroner. 407 kroner per indbygger
  • Greve: 14.524.026 kroner. 297 kroner per indbygger
  • Ringsted: 8.176,302 kroner. 243 kroner per indbygger

Der er ingen data for Lejre, Køge, Slagelse, Næstved og Vordingborg

Fakta om opgørelsen

TV2s rundspørge viser at kommunernes udgifter til flygtninge er femdoblet, fra knap 300 millioner kroner i 2010 til 1,5 milliarder kroner i 2015. 

Undersøgelsen omfatter udgifterne til flygtninge, der har fået asyl i Danmark. Med i opgørelsen er udgifterne i 2015 til midlertidige boliger, vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, løntilskud, danskuddannelse, tolkeudgifter og kontanthjælp. 63 ud af landets 98 kommuner har svaret på TV2s rundspørge.

For bedre at kunne sammenligne tallene fra kommune til kommune har Faxe.nu beregnet udgiften per indbygger i kommunerne.

Kommentarer