Kommunen har fået 130 tip om bedrageri
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/09/faxekommune.jpg)
Faxe Kommunes kontrolgruppe har sparet kommunen for 6,3 millioner kroner
Faxe Kommunes kontrolgruppe har nu udgivet deres årsrapport for 2012, der beskriver kommunens indsats for at begrænse socialt bedrageri.
Kommunens kontrolgruppe har i 2012 standset for udbetaling af sociale ydelser i 53 tilfælde. Sammenlignet med 2011 har der været væsentligt flere sager om især pension, sort arbejde og dobbelt-forsørgelse.
Den samlede økonomiske gevinst er derfor steget markant – fra 4.1 mio. kr. i 2011 til 6.3 mio. kr. i 2012. Tallet dækker både krav om tilbagebetaling og sparede udgifter fremover.
– Det er mange penge! Det viser, at vores indsats virker, fastslår Martin Hillerup, der er formand for Faxe Kommunes Erhvervs- og Kulturudvalg. Han forklarer:
– Det er altid en hårfin balance. For som udgangspunkt skal vi jo have tillid til hinanden og overholde privatlivets grænse. Men det er ikke acceptabelt at snyde, og det er vigtigt at sikre, at alle får præcis det de har ret til, og ikke mere end det.
Kontrolgruppen har i 2012 modtaget 130 anmeldelser. Det er markant flere end i 2011, hvor samme tal var 97.
– De mange anmeldelser skyldes formentligt, at der for tiden er et stort fokus på netop socialt bedrageri. Både i pressen og i samfundet generelt. Senest har KMD offentliggjort en rapport der viser, at der hvert år bliver begået socialt bedrageri for mellem 7 og 12 milliarder kroner på landsplan. Der er derfor god grund til at tage fat på problemet, forklarer Hillerup.
Kontrolgruppen har i 2012 desuden deltaget i flere fælles aktioner med SKAT.
Kommentarer