Kommunen har fokus på kvalitet i dagtilbuddene

I Faxe Kommune har pædagogerne alenetid med børnene. Det er ikke tilfældigt. Et større udviklingsarbejde omkring kvalitet i dagtilbuddene betyder nemlig, at pædagoger ofte arbejder fokuseret med mindre grupper af børn.
Allerede for et år siden satte Faxe Kommune høj kvalitet i dagtilbuddene på dagsordenen.
Det begyndte med Børne- og Familieudvalgets studietur til London, hvor de hidtil mest omfattende studier inden for området er gennemført. Man har undersøgt sammenhængen mellem kvalitet i børnehaven og det at klare sig godt senere i livet.
En forskning som er internationalt anerkendt, og som viser, at høj kvalitet i dagtilbud for de tre-femårige skaber en varig effekt hos børn og unge.
Det gælder både i forhold til, hvordan børnene klarer sig gennem skolen, og hvordan de klarer sig socialt.
Ny retning mod kvalitet
– Vi har foretaget et skifte i vores fokus på kvalitetstænkning i kommunens dagtilbud. Det er en proces, vi er i gang med, og den indebærer også en ny måde at tænke på for pædagogerne, siger Nellie Bradsted, formand for Børne- og Familieudvalget i Faxe Kommune.
– Det siger jeg, ikke mindst fordi forskningen viser, at normering og kvalitet ikke nødvendigvis hænger sammen. Det handler i høj grad om den interaktion, der er mellem børnene og de voksne, og om tilrettelæggelse af aktiviteterne, tilføjer Nellie Bradsted.
Børne- og ungepædagogernes Landsforbund, BUPL, har netop lanceret en undersøgelse, som italesætter, at pædagoger føler sig alene med børnene. Få pædagoger i Faxe Kommune (58 pædagoger) har deltaget i undersøgelsen – og de giver også udtryk for ind i mellem at være alene med børnene.
Tætte relationer er vigtige
– Det er helt rigtigt, at man som pædagog ind i mellem kan opleve at være alene med en gruppe børn i Faxe Kommune. For os handler kvalitetsindsatsen blandt andet om at sikre dialog mellem barn og voksen. Forskning peger på, at dialogen skaber tætte relationer, og at den voksne kan “fange” det enkelte barn bedre. Derfor er arbejdet med en gruppe på fem-seks børn og én voksen ikke usædvanligt. Og i det tidsrum, hvor de arbejder med et planlagt pædagogisk indhold, kan en anden voksen også godt være alene med en lidt større gruppe børn, for eksempel på legepladsen. Set i den sammenhæng er det jo ikke nødvendigvis negativt, at én voksen har ansvaret for en større gruppe børn, fortæller Nellie Bradsted.
Efter engelsk forbillede arbejder Faxe Kommune også på at indrette de fysiske rammer, så de fungerer som fysiske udviklings- og læringsrum med plads til fordybelse for det enkelte barn. Der er tydelige afgrænsninger, så børnene også kan bevæge sig rundt uden nødvendigvis at skulle følges af en voksen hele tiden.
“Der er en mening”
– At arbejde med kvalitet i dagtilbuddene på en ny måde – herunder også at kunne lave pædagogisk arbejde alene som pædagog med en gruppe børn – er måske en omstilling for nogle i vores institutioner, siger borgmester Knud Erik Hansen.
– Vi anerkender, at det er en udfordring at arbejde på en ny måde. Men heldigvis yder vores ansatte en prisværdig indsats hver dag. Jeg vil gerne forsikre alle om, at der er en mening med vores indsats – den er forskningsbaseret, den er struktureret, og der er altså en plan for, hvad børn og voksne skal i løbet af en helt almindelig uge i vuggestuer og børnehaver, siger Knud Erik Hansen og tilføjer:
– Hvis vi ikke er tydelige nok, eller hvis der er brug for, at vi italesætter hvilken retning, vi går i, så har vi en opgave foran os. Det er en proces, og det drejer sig og finjustering af i forvejen meget kompetente medarbejderes indsats i forhold til børnene i kommunen. Derfor skal vi måske endnu engang minde os selv om, at Børne- og Familieudvalget har sat fokus på høj kvalitet i dagtilbud. I al beskedenhed har Faxe Kommune været hurtig til at sætte denne måde at tænke kvalitet på dagsordenen, det gjorde vi allerede for et år siden, siger Knud Erik Hansen.
Normering
I Faxe Kommunes dagtilbud er der både i morgenstunden og ved lukketid to voksne i institutionerne.
Normeringen er 5,15 vuggestuebørn pr. pædagog og 11,11 børnehavebørn pr. pædagog.
Der er skemalagt “alenetid”, fordi pædagogerne træder fra med en mindre gruppe af børn til specifikke aktiviteter tilrettelagt efter pædagogiske læreplanstemaer. Men bemandingen i institutionerne er altid tilrettelagt, så der er flest voksne på de tidspunkter, hvor der er flest børn.
Kommentarer