Faxe Ladeplads

Kommunen har hemmeligholdt kræftrisiko

Faxe Ladeplads: Embedslægen advarede i september måned Faxe Kommune om at det er sundhedsskadeligt at indånde støvet fra BG Stone

Embedslæge Marianne Adelhardt advarede i en e-mail til Faxe Kommune den 25. september i år om, at der kunne forekomme kvartsstøv i forbindelse med BG Stones stenforarbejdningsvirksomhed på havnen i Faxe Ladeplads.

Men Faxe Ladeplads By- og Kystlaug, der tidligere har søgt om aktindsigt i sagen om BG Stone, fik først den 8. december kendskab til embedslægens svar til kommunen.

Læs embedslægens e-mail her

På spørgsmålet om hvorfor, naboerne ikke straks i september blev orienteret om embedslægens formodning om, at det er sundhedsskadeligt at indånde støvet fra BG Stone, svarer Marianne Spang Bech, natur- og miljøchef i Faxe Kommune:

– På foranledning af svaret har Faxe Kommune bedt virksomheden om en redegørelse om de faktiske forhold som vi forventer inden jul. På baggrund af en henvendelse fra en bekymret borger mandag, har Faxe Kommune atter kontakte embedslægen, som har orienteret om, at svaret var et generelt svar, ikke specifikt i forhold til BG Stone, skriver Marianne Spang Bech til Sjællandske.

Uden at teste støvet kan embedslægen ikke vide hvor store koncentrationer af kvartsstøv, der er i støvskyerne i Faxe Ladeplads. Men embedslægen skriver i e-mailen til Faxe Kommune:

– jeg vil derfor anbefale, at Faxe kommune eftersøger oplysninger om hvorvidt det udsendte støv indeholder kvarts, især respirabelt støv, samt i hvilke mængder.

På spørgsmålet om Faxe Kommune kan lukke virksomheden, som følge af kræftrisikoen lyder svaret:

– Faxe Kommune kan i samråd med embedslægen forbyde aktiviteter der indebærer en risiko. Forholdet omkring knusning af flint er tidligere undersøgt ift. BG Stone, men undersøges som sagt igen og forventes afklaret inden jul, svarer Marianne Spang Bech skriftligt til Sjællandske.

Læs også: Kommunen stikker en kæp i hjulet på BG Stone

BG Stone har i øvrigt klaget til Natur- og Miljøklagenævnet over Faxe Kommunes påbud

– Indtil da har Natur- og Miljøklagenævnet oplyst, at kommunen ikke kan fortsætte håndhævelse af påbuddet, skriver Marianne Spang Bech.

Foto: byogkyst.dk

Kommentarer