Kommunen havde underskud på 21,4 mio i 2011
Faxe Kommunes regnskab for 2011 viser et samlet underskud på 21,4 millioner kroner
Borgmester Knud Erik Hansen forklarer:
– Det samlede underskud skyldes, at vi har haft en langt større anlægsaktivitet end det der var forventet, da vi vedtog budgettet for 2011. Faktisk har vi gennemført anlæg for 95,7 millioner kroner, hvor vi kun havde budgetteret med 47,2 millioner kroner. Det er en række overførte opgaver fra tidligere år og en særlig låneadgang, der har gjort det muligt, og det er et udtryk for, at vi har valgt at investere ambitiøst i kommunens udvikling”.
De ekstra anlægsopgaver dækker blandt andet en række energibesparende tiltag, at Heeringvej/Bavnestræde er blevet bygget ud og at der er blevet opført pleje- og handicapboliger på Bråbyvej i Haslev. Herudover er institutionsstrukturen i Faxe Ladeplads ændret, og institutionen Mælkevejen derfor bygget om.
Knud Erik Hansen tilføjer, at det høje anlægsniveau er muliggjort af, at det er lykkedes at styre kommunens driftsudgifter:
– Vi har i 2011 brugt færre penge på alle områder, end det vi oprindeligt havde budgetteret med. Undtagen på uddannelsesområdet. På beskæftigelsesområdet viser tallene ganske vist et merforbrug, men det skyldes, at vi skal indregne en omlægning af ordningen, som har fundet sted i 2011. Det samlede billede er derfor positivt.
– Vi har sat målrettet ind med en stram styring og Faxe Kommune har derfor ikke haft problemer med at overholde den serviceramme, som er meldt ud af Regeringen.
Kommentarer