Haslev

Kommunen indfører virtuel genoptræning

virtuel_traening

Faxe Kommune flytter træningscenteret hjem i borgerens eget hjem, med et nyt virtuelt træningsprojekt i samarbejde med Falck.

Faxe Kommune har indgået et samarbejde med Falck om at afprøve velfærdsteknologien: virtuel træning – for borgere med en genoptræningsplan samt for borgere der er i træningsforløb i eget hjem.

Falck Virtuel Træning foregår via en touchskærm med en 3D-sensor, som bliver sat op i borgerens eget hjem. Sensoren kan se, hvilke bevægelser borgeren laver foran skærmen. Alt klares via internettet.

På skærmen vises forskellige øvelser samt en virtuel træner, der guider borgeren igennem øvelserne.

På skærmen gives feedback fra systemet om, hvorvidt øvelserne gøres rigtigt eller forkert således, at borgeren kan tilrette træningen.

Denne feedback sendes også til borgerens fysioterapeut, som kan ændre i træningsprogrammet og give instrukser til borgeren.

Hvem gavner det?

Den virtuelle træning er især en fordel for borgere, der har svært ved at komme ud af hjemmet, eller borgere der har svært ved at få mulighed for at komme ind på et træningscenter, for eksempel borgere med KOL.

Løsningens fleksibilitet gør, at borgeren kan træne, når denne har tid og lyst til at træne.

Det er også motiverende at vide, at der er en fysioterapeut i den anden ende, som kan følge med i borgerens udvikling og følger op på den.

Hvem kan deltage?

Borgerne, der bliver en del af projektet, vil blive udvalgt af deres fysioterapeuter eller i forbindelse med deres plan for rehabilitering via rehabiliteringsteamet.

Hvornår løber projektet?

Projektet løber fra medio 2015 og et år frem. Efterfølgende vil der blive evalueret om Faxe Kommune fortsætter med tilbuddet.

Interesserede kan læse mere på kommunens hjemmeside eller henvende sig til Center for Sundhed & Pleje.

Kommentarer