Haslev

Kommunen inspirerer til frivilligt arbejde

Faxe Kommune: Borgmester Knud Erik Hansen har sat sit præg på nyt nationalt charter for frivilligt arbejde

Nu sættes der ekstra fokus på samarbejdet mellem frivillige kræfter og offentlige organisationer i Danmark.

Borgmester Knud Erik Hansen har været inviteret med til at lave et nyt såkaldt charter, der skal fastlægge de grundlæggende værdier og rammer for det fremtidige samspil. Nøgleordene er blandt andet respekt, tillid og gensidig forståelse.

– I Faxe Kommune har vi et stort og mangfoldigt foreningsliv, med mange frivillige kræfter. Det er en stor styrke og på flere områder har vi allerede set, at vi kan nå langt i fællesskab. Vi arbejder derfor løbende på at udvikle de bedste forudsætninger for et tættere samarbejde, forklarer borgmester Knud Erik Hansen og giver et eksempel:

– Vi har i maj vedtaget en strategisk ramme for det frivillige arbejde i Faxe Kommune, hvor netop ligeværdighed, anerkendelse og samarbejde er i fokus. Det er derfor helt på sin plads, at vi i Faxe Kommune også er med til at sætte et præg på den nationale udvikling af området.

Det nye charter er en opdatering af et tidligere charter fra 2001, og er lavet i en arbejdsgruppe under fem ministerier. I alt står 35 personer bag, herunder de fem ministre, flere borgmestre, faglige organisationer, frivillige foreninger og repræsentanter fra KL, Danske Regioner m.m.

Det nye charter bliver fremlagt ved en fælles offentliggørelse i dag, mandag den 1. juli 2013 klokken 10.00 i Social- og Integrationsministeriets kantine, Holmens Kanal 22, 1060 København K.

Kommentarer