Kommunen og erhvervslivet i dialog om fælles indsats

faxekommune

Faxe Kommune, Dansk Industri og Business Faxe inviterer de lokale virksomheder til dialogmøde

Tirsdag den 1. april inviterer Faxe Kommune, Dansk Industri og Business Faxe erhvervslivet til dialogmøde med titlen: Spark væksten i gang – en fælles indsats.

Giv Faxe Kommunes erhvervsudvikling et spark i den rigtige retning! Lyder opfordringen. Målgruppen er primært DI-virksomheder og programmet byder på både oplæg og debat.

– Vi skal blive endnu bedre til at bruge hinanden, fastslår Knud Erik Hansen, som er borgmester i Faxe Kommune.

–  Vi er allerede godt på vej, og med et tæt samarbejde og en konstruktiv dialog kan vi i fællesskab nå langt. Jeg håber derfor, at vi med mødet kan skabe et solidt udgangspunkt for en fælles indsats.

Der er mange nye kræfter på området: Business Faxe har netop ansat Jesper Ib Paulsen som ny direktør, og i Faxe Kommune er indsatsen styrket med en ny erhvervs- & udviklingschef, Kim Hjerrild. Der er desuden oprettet en stilling som erhvervskontakt ved Line Rosendahl.

Mødet finder sted tirsdag den 1. april 2014 fra klokken 17.00 til 20.00 på Faxe Sundhedscenter, Præstøvej 78 i Faxe.

Invitation til mødet er sendt direkte til deltagerne.

Kommentarer