Kommunen overtager brandtomt i Jernbanegade
Faxe Kommune overtager brandtomten i Jernbanegade og river ruinen ned.
Faxe Kommune har lavet en aftale om overtagelse af ejendommen på Jernbanegade 6 i Haslev. Det er brandtomten i den nordlige ende af Jernbanegade, der hvor Essendrops el-firma lå i mange år, inden lokalerne blev til Punkt1 og senere genbrugsforretning.
Formanden for Erhvervs- og Kulturudvalget, Dorte Nybjerg, glæder sig over at kunne fortælle den gode nyhed.
– Jeg er glad for, at vi er nået til enighed med den nu tidligere ejer af ejendommen, og med kommunens køb af ejendommen vil der nu kunne ske den længe ønskede forskønnelse af bybilledet i Jernbanegade, siger Dorte Nybjerg og tilføjer:
– I første omgang vil ruinen blive revet ned, og der vil blive etableret hegn mod naboen. Når ejendommen er ryddet, vil vi i regi af områdefornyelsesprojektet ’Haslev Passager’ få lavet et spændende byrum med opholdsmuligheder og spændende, skiftende aktiviteter. Dette er jo indgangen til vores hovedgade, siger Dorte Nybjerg.
Kommentarer