Kommunen på uanmeldte besøg hos private aktører

Faxe Kommune har som et nyt initiativ valgt at udarbejde en årsrapport over de gennemførte tilsyn på beskæftigelsesområdet

– Vi ønsker dels at synliggøre vores arbejde med at sikre de bedst mulige tilbud til de ledige, dels har vi også et ønske om at signalere overfor aktørerne, at vi forventer, at de lever op til de aftaler, som vi har indgået, forklarer jobcenterchef Vibeke Dyhr omkring initiativet.

Tilsynene er gennemført som uanmeldte tilsyn hos de 11 aktører, der varetager de aktive tilbud til ledige i kommunen. Ud af de 11 tilbud har 5 af stederne forhold, som ikke gav anledning til anmærkninger. 6 af stederne havde forhold som gav anledning til anmærkninger. Flere af disse anmærkninger kan dog betegnes som af mindre karakter, som f.eks. manglende skiltning.

– Jeg er meget tilfreds med, at forvaltningen nu udarbejder en årsrapport over tilsynene, Årsrapporten viser, at vi tager anmærkningerne alvorligt. Selvom flere af dem kun er af mindre karakter, er det stadig noget, der skal rettes op på. Det er vigtigt, at de tilbud, som vi får anden aktør til at levere, er i orden, udtaler formand for Beskæftigelsesudvalget Finn Hansen.

– Jeg ser de uanmeldte tilsyn som en hjælp til kvalitetssikring af vores tilbud til ledige. Det er meget vigtigt for os, at de ledige får de aftalte tilbud, der kan flytte dem videre i job eller uddannelse. Får vi anmærkninger, retter vi løbende op på dem, slutter jobcenterchef Vibeke Dyhr.

Formålet med de uanmeldte tilsyn er at sikre, at der er kvalitet og effektivitet i den beskæftigelsesindsats, som aktørerne leverer i forhold til ledige, der henvises fra jobcentret. I Faxe Kommune foretages tilsynet af en uvildig tilsynsfører, der ikke er ansat i jobcentret.

Kommentarer