Kommunen sætter gule kasser op for at minde os om valget
Et det et klatretårn? En affaldscontainer? Eller en opbevaringskasse til sneskovle? Hvorfor står der pludselig gule kasser rundt om i Faxe Kommune?
Ja spørgsmålene er mange om de gule kasser, som er poppet op rundt om i kommunen mandag formiddag.
Pludselig var de der. Kasser på 3,375 kubikmeter med et stort sort kryds på den ene side.
Men kasserne er hverken nye el-skabe, affaldsbeholdere eller noget helt tredje.
Tænk dig om før du ikke stemmer
Det er påmindelser. Blikfang der skal minde os om kommunal- og regionsvalget den 21. november.
Faxe Kommune har sat kasserne op i alle kommunens bysamfund: Faxe, Faxe Ladeplads, Karise, Haslev, Rønnede, Terslev og Dalby.
Hvorfor er de egentlig gule? Kasserne er gule for at matche den landsdækkende kampagne, som Kommunernes Landsforening står bag for at få flest mulige stemmeberettigede borgere til at tage del i demokratiets festdag – nemlig valget den 21. november.
Må man skrive på kasserne? Ja! Hvis man har lyst til at skrive, hvorfor man synes det er vigtigt at stemme, så skriv løs.
Må man tage kasserne med hjem? Nej.
Hvem har lavet kasserne for kommunen? Det har de gode folk hos FSU, Faxe Sociale Udviklingscenter.
Fortæl en ung om valget
Ved kommunalvalget i 2013 stemte 72,3 procent af de stemmeberettigede i Faxe Kommune.
De mindst flittige ved stemmeurnerne var de 22-29-årige. Kun 49 procent af denne målgruppe stemte, hvilket var fem procentpoint under landsgennemsnittet.
Hvis nogen derude kender unge mennesker i aldersgruppen 22-29 år, så prik til dem.
For husk: Hvis man ikke stemmer, så bestemmer de andre.
Man kan læse mere om, hvad kommunerne laver på www.stem.dk.
Og på Faxe Kommunes hjemmeside under ‘valg’ er der lister over de ni opstillede partiers hjemmesider og Facebooksider, så man kan læse mere om kandidaterne og partiernes mærkesager.
Kommentarer