112

Kommunen siger nej til besparelser på beredskabet

Byrådet i Faxe kommune har slået fast at der ikke skal udsendes reducerede udrykninger til mindre brande i Faxe Kommune. De insisterer samtidigt på at bevare redningsbåden i Faxe. Desuden mener de at Faxe Kommune betaler alt for meget for det forebyggende arbejde.

Midt- og Sydsjællands Brand og Redning skal spare og de har derfor udarbejdet et forslag til en ny risikobaseret dimensionering. Spareforslaget er blevet rundbarberet af byrådet i Faxe Kommune, der har væsentlige indvendinger mod flere af punkterne i forslaget. Det skriver beredskabsinfo.dk.

Nej til reducerede udrykninger

Først og fremmest siger byrådet nej til, at der spares 150.000 kroner ved at anvende reducerede udrykninger til mindre komplicerede indsatser. Hvis man vælger at anvende reducerede udrykningerne ved mindre komplicerede hændelser, vil det være nødvendigt at begrænse fremmødet fra deltidsbrandfolkene.

Men da beredskabet i Faxe Kommune udelukkende er baseret på deltids brandmændenes indsats, finder byrådet at det er af afgørende betydning, at bevare deres engagementet og motivationen. De ønsker, at de deltidsansatte, som hidtil møder frem i videst muligt omfang, når alarmen lyder samt at de fortsat honoreres for dette.

Redningsbåden i Faxe skal bevares

Dernæst insisterer byrådet på at der fortsat skal være et bådberedskab på brandstationen på Rosenkildevej i Faxe. Bådberedskabet blev oprettet efter ulykken i Præstø Fjord men ifølge den risikobaserede dimensionering er bådberedskabet i Faxe ikke er nødvendigt. Som modsvar peger Byrådet på at Faxe Kommunes 30 km kyststrækning og flere store søer kræver en redningsbåd og samt at TrygFonden og Fonden Stevns Brand hver har bidraget med 212.500 kroner til båden.

Læs også: Faxe brandvæsen har fået redningsbåden

Fortsat deltidsansatte indsatsledere

Beredskabsstyrelsen har ikke nogen indvendinger mod den nye dimensioneringsplan. Men de peger på at hvis Faxe Kommune fortsat vil basere sig på deltidsbrandfolk, bør man ansætte indsatsledere, der er fuldtidsbeskæftigede med beredskabsområdet, i modsætning til nu, hvor der kommunens indsatsledere er deltidsansatte. Byrådet ønsker dog at fortsætte med den nuværende struktur med deltidsansatte indsatsledere.

Betaler for meget for det forebyggende arbejde

Faxe Kommune indgik tilbage i 2013 en samarbejdsaftale med Næstved Kommune på brand- og redningsområdet. Samarbejdet foregik på en lang række områder, såsom daglig ledelse og administration af forebyggende opgaver og myndighedsopgaver som blandt andet brandsyn og brandteknisk byggesagsbehandling, I den forbindelse blev to medarbejdere virksomhedsoverdraget fra Faxe Kommune til Næstved Kommune og aftalen var at Faxe Kommune årligt skulle betale 1,2 mio. kr. for opgaveløsningen.

Læs også: Ny aftale med Næstved på beredskabsområdet

Faxe betaler stadig for at have to medarbejdere på området, men nu udføres hele det forebyggende arbejde for de fire medlemskommuner af kun fire medarbejdere. Før sammenlægningen havde alle fire kommune hver to medarbejdere på området.

Tanken var oprindeligt at fremtidige effektiviseringer i Midt- og Sydsjællands Brand og Redning skulle deles mellem de fire kommuner, så kommunernes betalinger kunne reduceres.

Byrådet mener at Faxe Kommune i dag betaler for halvdelen af bemandingen på det forebyggende område, på trods af at de store kommuner Næstved, Ringsted og Vordingborg også deltager i det fælleskommunale beredskab.

Derfor har byrådet besluttet, at den gennemførte reduktion i antallet af sagsbehandlere til den forebyggende del skal udmøntes i en reduktion af Faxe Kommunes betaling til det fælles beredskab.

Sparer på indsatsledere og uddannelse

Byrådet har til gengæld accepteret, at indsatslederne ikke deltager i de udrykninger, hvor planen foreslår at afsende reducerede udrykninger. Dermed forventes en besparelse på 50.000 kroner.

Desuden nikker de ja til at der spares 60.000 kroner på uddannelsesaktiviteterne, hvilket betyder at brandfolkene samlet set får færre øvelsestimer.

Kommentarer