Haslev

Kommunen skal modtage 127 flygtninge i 2016

flygtning-dk

Faxe Kommune: Udlændingestyrelsen forventer at Faxe Kommune aftager 127 flygtninge i 2016.

Udlændingestyrelsen har ændret tallene for, hvor mange flygtninge kommunerne skal tage imod, idet det samlede antal flygtningene forventes at stige fra 12.000 til 17.000 i 2016.

Kommunerne har mulighed for at indgå en frivillig aftale om hvor mange flygtninge de vil modtaget. Hvis kommunerne ikke indgår en frivillig aftale, fastsætter Udlændingestyrelsen regions- og kommunekvoterne ud fra en nye beregningsmodel.

– Det nye landstal skyldes naturligvis den meget store tilstrømning til Danmark. En stor del af disse flygtninge er allerede i landet som asylansøgere, men får først afgjort deres sag i 2016. Jeg er klar over, at kommunerne står med en stor opgave, hvilket er årsagen til, at vi nu giver kommunerne bedre muligheder for midlertidige boliger, hvor flere eksempelvis kan indkvarteres i samme værelse. På længere sigt håber jeg dog, at vi vil se et fald i tilstrømningen til landet, når vores asylstramninger for alvor slår igennem, siger udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg.

I den nye beregningsmodel tæller for eksempel udenlandske arbejdstagere, studerende, forskere, landbrugspraktikanter og au pairs ikke længere med. Det samme er tilfældet for familiesammenførte til andre end flygtninge, blandt andre danske statsborgere. Det skyldes, at kommunerne typisk ikke har integrationsopgaver for disse grupper, ud over eventuelt danskuddannelse.

Ender kommunerne ikke med en frivillig fordeling, er det Udlændingestyrelsens kvoter, der gælder.

Antal flygtninge til kommunerne i Region Sjælland i 2016:

  • Faxe: 127 (3,61 per 1.000 indbyggere)
  • Greve: 111 (2,27 per 1.000 indbyggere)
  • Guldborgsund: 239 (3,93 per 1.000 indbyggere)
  • Holbæk: 241 (3,49 per 1.000 indbyggere)
  • Kalundborg: 183 (3,78 per 1.000 indbyggere)
  • Køge: 182 (3,07 per 1.000 indbyggere)
  • Lejre: 121 (4,45 per 1.000 indbyggere)
  • Lolland: 155 (3,60 per 1.000 indbyggere)
  • Næstved: 302 (3,70 per 1.000 indbyggere)
  • Odsherred: 127 (3,89 per 1.000 indbyggere)
  • Ringsted: 87 (2,59 per 1.000 indbyggere)
  • Roskilde: 314 (3,69 per 1.000 indbyggere)
  • Slagelse: 225 (2,91 per 1.000 indbyggere)
  • Solrød: 81 (2,76 per 1.000 indbyggere)
  • Sorø: 112 (2,76 per 1.000 indbyggere)
  • Stevns: 95 (5,08 per 1.000 indbyggere)
  • Vordingborg: 205 (4,51 per 1.000 indbyggere)

Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Kommentarer