Kommunen tilbyder alle nye forældre en god start

Faxe Kommune tilbyder et sammenhængende forløb om fødsels- og forældreforberedelse – Familieiværksætterne
Sundhedsplejerskerne i Faxe Kommune og Jordemødrene fra Næstved Sygehus tilbyder et sammenhængende forløb om fødsels- og forældreforberedelse – Familieiværksætterne.
Sundhedsplejen vil med Familieiværksætterne gerne være med til at støtte og sikre at alle nye forældre kommer bedst muligt fra start i livet som ny familie.
I Familieiværksætterne bliver alle kommende forældre tilbudt et forløb på 16 gange fra cirka 21. graviditetsuge til barnet er 1½ år.
Familieiværksætterne er et supplement til sundhedsplejens række af hjemmebesøg fra barnet er nyfødt til 2 mdr.
Familieiværksætterne lægger stor vægt på at kursusforløbet henvender sig til hele familien, så fædrene føler sig involverede på lige fod med mødrene. Indhold, metode, drøftelser og undervisning er planlagt, så fædrene bliver hørt og får rig mulighed for at vende emner, der er relevante for dem som fædre.
Deltagerne vil få mulighed for at møde en bred gruppe af fagprofessionelle: jordemoder, sundhedsplejerske, psykolog, ergoterapeut, tandplejer, tale/hørekonsulent, pædagog, bankrådgiver, jurist og socialrådgiver.
Holdene er sat sammen ud fra fødselsterminen. Det giver deltagerne mulighed for at udveksle erfaringer med andre førstegangs-forældre.
Man kan læse mere på www.familieivaerksaetterne.dk og på Faxe Kommunes hjemmeside.
Første hold Familieiværksætter starter november 2014. Dette hold vil være for gravide med termin i marts måned. Tilmelding skal ske hos Jordemødrene i graviditetsuge 13-15.
Familieiværksætterne mødes på Sundhedscenteret i Faxe og foregår inden fødslen på tirsdage fra klokken 16.30 til 18.30. Efter fødslen bliver ugedagen ændret.
Kommentarer