Kommunen vil genanvende nedslidte bygninger

Faxe Kommune deltager i et nyt samarbejde der skal styrke genanvendelse af byggeaffald
Danmarks grønne klyngeorganisation CLEAN har taget initiativ til et nyt samarbejde om genanvendelse af byggeaffald.
I det nye samarbejde deltager Faxe Kommune, Kolding Kommune, Amager Ressource Center (ARC), boligforeningen AAB Bovia i Kolding , Erhvervsakademiet Sydvest og CLEAN.
I Danmark udgør affald fra byggesektoren en tredjedel af den samlede affaldsmængde. Der er derfor behov for at ændre de traditionelle nedrivningsmetoder for at styrke genanvendelse af byggeaffaldet i Danmark. Det har længe været kendt i affaldsbranchen, at der er store mængder, som ikke registreres og bortskaffes ulovligt. Herved går ressourcer til spilde, som kunne være udnyttet optimalt. Den eksisterende nedrivningsform og genanvendelse af det registrerede byggeaffald sikrer heller ikke en optimal udnyttelse.
– I første omgang skal vi bruge danske projekter til at vise mulighederne og efterfølgende kan danske virksomheder eksportere viden og knowhow til det globale marked, udtaler Glenda Napier, områdechef i CLEAN.
Faxe Kommune vil genanvende nedslidte bygninger
I Faxe Kommune bliver der afsat midler til at nedrive gamle huse og bygninger. I samarbejde med CLEAN, vil Faxe Kommune efterspørge nye måder og procedurer, hvorved kommunen kan udnytte ressourcerne i deres byggeaffald via genanvendelse.
Konkret skal en tidligere klub/SFO, den gamle Klub Møllen, der har haft til huse i nogle ældre bygninger i Rønnede, rives ned. Nedrivningen skal sætte standarden for kommunale nedrivninger og genanvendelse fremover.
Cirkulær økonomi og genanvendelse af beton på ARC
I forbindelse med ARCs opførelse af et nyt anlæg til energiforsyning, skal det gamle forbrændingsanlæg rives ned. ARC og CLEAN har besluttet at indgå samarbejde om genanvendelse af de meget store mængder beton fra det gamle anlæg – og her kommer helt nye og innovative metoder i brug.
Byggeaffald bliver til ressourcer og anvendes lokalt i Kolding By
I Kolding By er hensigten at arbejde innovativt med genanvendelige materialer i fremtidige udbud, dvs. nedrivningsopgaver såvel som nyt byggeri. Det første projekt er den tidligere kaserne på CF‐grunden, som skal rives ned.
Det vindende konsortium oparbejder erfaringer og konkurrencefordele
CLEAN faciliterer et udbud med fokus på innovation. I det kommende udbud inviteres virksomheder inden for genanvendelse af byggeaffald til at udvikle nye og innovative metoder, som kan styrke genanvendelse af byggeaffald hos de tre bygherrer og i fremtidige tilsvarende opgaver.
Udbuddet offentliggøres den 25. februar 2016. Herefter skal projektets partnere i dialog med førende virksomheder om udvikling af konkrete innovative løsninger.
Gennemførelsen af udbuddet foregår med støtte fra Grøn Omstillingsfond og Region Sjælland. Der afholdes informationsmøder om udbuddet forskellige steder i Danmark i løbet af marts 2016.
Kommentarer