Kommunen vil hjælpe ensomme ældre
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/10/ensom.jpg)
Faxe Kommune: I foråret deltog over 700 ældre borgere i Faxe Kommune i en stor undersøgelse, som havde til formål at afdække ensomhed blandt ældre borgere
Faxe Kommune er nemlig én af de 25 kommuner, der er med i et landsdækkende projekt, under Socialministeriet, hvor ensomhed blandt ældre bliver kortlagt.
Projektets resultater er netop blevet offentliggjort. Undersøgelsen, der er udarbejdet af Marselisborg – Center for Udvikling, Kompetence og Viden viser, at hver fjerde ældre er ensom. Den gode nyhed er at det kan der gøres noget ved.
– Hver fjerde ældre oplever ofte eller af og til ensomhed, enten ved at være uønsket alene eller føle sig alene sammen med andre. Denne undersøgelse går dybere end hidtidige undersøgelser, fordi flere aspekter af ensomhed inddrages. Ensomhed handler ikke kun om at sidde derhjemme uden den ønskede kontakt – den ældre kan også føle sig ensom, når han er sammen med andre, siger chefkonsulent Dorit Wahl-Brink fra Marselisborg.
Undersøgelsen viser også andre tankevækkende resultater. Ensomhed handler ikke om man bor på landet eller i byen, eller om man bor i udkantsområderne eller ikke. Til gengæld er ældre, der har stået udenfor arbejdsmarkedet inden pensionen, eller som vurderer deres økonomi som dårlig, i højere risiko for ensomhed.
Marginalisering i ungdomslivet eller voksenlivet kan således skabe ensomhed i ældrelivet.
Derudover stiger risikoen for ensomhed også med et dårligt helbred, hvis man er enlig eller har anden etnisk baggrund.
– Heldigvis peger undersøgelsen også på løsninger; nøglen til at forebygge og mindske ensomhed ligger i, at have nogen nære relationer – at have nogen at tale med om det, der er rigtigt svært. Det er nemlig ikke nok, blot at deltage i de lokale aktiviteter, hvis ikke nærværet er der. Der er dog meget, der kan holde ældre, der oplever ensomhed, tilbage fra at indgå i nye relationer – de savner nogen at følges med, mangler viden om udbuddet af aktiviteter og føler det er svært at komme ind i fællesskabet. Det skal projektet gøre noget ved, fortsætter Dorit Wahl-Brink.
– Her i efteråret vil Faxe Kommune bearbejde tallene og træffe beslutning om en konkret handleplan for de ensomme ældre i Faxe Kommune, udtaler Asya Sarikaya, udviklingskonsulent i kommunen.
Kommentarer