Faxe Ladeplads

Kommunen vil plante palmer på stranden

palmer_strand

Faxe Ladeplads: Faxe kommune vil plante cirka 60 palmer på stranden ved flagstangen i Faxe Ladeplads til sommer

Teknik og Miljøudvalget har på deres seneste møde besluttet at opgradere stranden i Faxe Ladeplads for at tiltrække flere turister. De vil derfor plante cirka 60 palmer, med en højde på mellem 2 og 3 meter, på stranden ved flagstangen.

Der vil blive plantet cirka 30 hørpalmer og cirka 30 kanariske daddelpalmer. Alle palmerne vil blive nedgravet i i store kummer der skal beskytte rødderne mod frost. Kummerne vil blive lavet i kraftigt trådnet, som palmernes rødder kan vokse ud igennem. Det sikrer at palmerne kan optage næring fra grundvandet cirka 1,5 meter under sandet.

Hørpalmer, der naturligt hører hjemme på bjergskråninger i det centrale og sydlige Kina, kan blive op til cirka 10 meter høje. De har vifteformede blade og stammen er dækket med brune, trævlede rester af gamle blade. Palmen er hårdfør og tåler cirka 20 graders frost ved toppen, men rødderne skal frostbeskyttes.

Kanarisk daddelpalme stammer som navnet siger fra de kanariske øer og de kan blive op til 20 meter høje. Bladene er fjerdannede og kan blive fem meter lange og en meter brede. Stammen er først dækket af resterne af de gamle blade, senere bliver den glat. Palmen tåler ned til 5 graders frost ved toppen, men roden skal frostbeskyttes.

Stranden i Faxe Ladeplads bliver dog ikke den første strand i Danmark med palmer. Siden 2004 har Frederikshavn kommune haft en palmestrand, med netop de to typer palmer, som har vist sig at klare sig ganske udmærket i det danske klima. Palmerne bliver dog opbevaret i et stort væksthus om vinteren.

Kommentarer