Kommunens buskørsel har underskud på 4 mio
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/12/minibus.jpg)
Faxe Kommune: Kommunens Ungdomsskoles buskørsel gav sidste år et underskud på 3.996.000 kroner
Nye tal fra forvaltningen viser at Faxe Kommunes Ungdomsskole’s buskørsel gav et kæmpe minus på 3.966.000 kroner i 2011, mens der i 2010 var et underskud på 708.000 kroner.
Forvaltningen begrunder det kæmpe underskud med at prisfastsættelsen for ydelser er foretaget på et for spinkelt grundlag, at de væsentligste aftaler er lavet som fastprisaftaler med Center for Undervisning mens f.eks. brændstofpriser i 2011 er steget med 11 % samt at investeringer i materiel indgår som engangsudgift i det enkelte regnskabsår og ikke som en årlig afskrivning i materiellets levetid.
Endelig begrundes underskuddet med manglende erfaring, hvilket har betydet væsentlige merudgifter til administration.
Center for Undervisning har nu indført indkøbs- og ansættelsesstop for befordringsenheden, samt iværksat en analyse af om der er mulighed for at opnå rentabel drift. Analysen forventes at være afsluttet i løbet af april måned.
Supplerende informationer:
Faxe Kommunes Ungdomsskole overtog fra 1. august 2009 den lovpligtige befordring af elever i Folkeskolen og befordring af elever til specialpædagogiske tilbud på egne skoler.
Fra 2010 overtog Ungdomsskolens befordringsenhed også befordring til de vidtgående specialpædagogiske tilbud. Kørslen er også udvidet med kørsel til dagcentre, en såkaldt gymnasierute og handicapkørsel.
Indtil da havde Ungdomsskolen alene stået for befordring af elever til og fra Ungdomsskolens aktiviteter samt befordring i forbindelse med Ungdomsskolens øvrige aktiviteter.
Kommentarer