Kommunens CO2-udledning reduceret med 960 tons
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/03/solceller.jpg)
Faxe Kommune har foretaget store energirenoveringer af kommunens egne bygninger
Kommunen har gennem 3 år, i perioden 2011 til 2013, investeret over 40 millioner kroner energirenoveringer.
Der er udskiftet varmeanlæg, belysningsanlæg, ventilationsanlæg, foretaget isoleringsarbejder, indregulering af varmeanlæg med videre. Der er etableret jordvarmeanlæg og solcelleanlæg. Energibesparelserne er gennemført på skoler, institutioner, og andre kommunale bygninger.
Flere af projekterne er det lykkedes at kombinere med den almindelige vedligeholdelse af kommunens bygninger, så disse både får et lavere energiforbrug og samtidig får nye vinduer, nye ventilationsanlæg, isolering, nye tage med videre.
Som en del af energirenoveringerne er der opsat ikke mindre end 2.000 m2 solceller, der forventes at få en årlig el-produktion på 280.000 kWh.
Solcellerne er fordelt på skoler, sportshaller og administrationsbygninger.
Besparelsen ved de projekter, der er gennemført i 2011 og 2012, er 3,0 mio. kWh og en reduceret CO2-udledning på 960 t. årligt.
– Jeg glæder mig over, at vi har gennemført en række gode energiprojekter, der både giver en besparelse på kommunens energibudgetter og reducerer CO2-udledningen, siger formand for Faxe kommunes Klimaudvalg, Nelle Søndermand.
– Projekterne med solceller er spændende, fordi de udover de økonomiske- og klimamæssige gevinster, samtidig giver muligheder for at kunne indgå i skolernes undervisning via skolenettet.
Kommunen er i øjeblikket i fuld gang med at planlægge næste års energirenoveringer, hvor der er afsat 14,8 mio. kr.
Kommentarer