Haslev

Kommunens dagplejere skal bruge babytegn

Faxe Kommune: Dagplejerne i Faxe Kommune er ved at indføre anvendelsen af babytegn

Babytegn er enkle fingertegn, som kendes fra ‘tegn til tale’ til døve eller udviklingshæmmede børn. De kan med stor gevinst også bruges til små børn uden særlige behov.

De amerikanske psykologer Linda Acredolo og Susan Goodwyn har gennem en undersøgelse af sprogudviklingen hos en stor gruppe børn påvist, at de børn, der kommunikerer ved hjælp af babytegn, taler før alle andre.

I løbet af marts kommer dagplejerne på kursus i babytegn hos Rikke Winckler, der har arbejdet med Babytegn siden 2005. Rikke der er uddannet pædagog, psykoterapeut & Coach har masser af praktisk erfaring med brugen af Babytegn i en pædagogisk hverdag. Hun tager udgangspunkt i hverdagen, at mange mennesker skal arbejde sammen om at få babytegn til at fungere, og ikke mindst hvordan man husker at få brugt Babytegn selvom hverdagen er travl.

– Vores kongstanke er, at små børn skal kunne gøre sig forståelige, og hvis alle dagplejere lærer babytegn, bliver det nemmere for børnene at kommunikere, hvad de vil – også når de er i gæstepleje eller i legestue, forklarer souschef i Faxe Kommunes dagpleje, Jonhild Jørgensen til foa.dk.

– Det gjorde virkelig indtryk at se videoklip med små børn, der kan udtrykke, at de er færdige med at spise eller vil have en ren ble. Det gør jo, at man kan undgå dumme konflikter og misforståelser, når børnene kan udtrykke sig på den måde. fortæller Annette Kristensen der er en af de dagplejere, der lige har været på kursus, og hun er meget begejstret.

Allerede dagen efter startede hun selv med at bruge tegn for ’spise’, ’drikke’ og ’sut’.

Kommentarer