Haslev

Kommunens egne folk vandt udbud

Faxe Kommune: Byrådet vedtog i går at Faxe Kommunes egen rengøringsafdeling skal stå for rengøringen

Faxe Byråd har torsdag den 23. august 2012 vedtaget at Faxe Kommunes egen rengøringsafdeling skal stå for rengøringen.

Rengøringsopgaven har været i udbud i sommeren 2012. En del af kommunens udbud handlede om vinduespolering. Her har en lokal virksomhed, TeamKvist, vundet den ene entreprise, og det landsdækkende firma, ISS, den anden.

Den anden del af kommunens udbud handlede om selve rengøringen i bygningerne. Kommunens kontrolbud blev det bedste i et af de to distrikter og det næstbedste i det andet distrikt.

Byrådet har ud fra en samlet vurdering valgt, at det skal være kommunens egen rengøringsafdeling der skal stå for rengøringen i hele kommunen.

Selve rengøringsudbuddet annulleres derfor, mens udbuddet på vinduespolering gennemføres.

– Jeg vil gerne sig tak til dem, der har givet et bud. Det har været en god proces og vi har fået et godt resultat, fortæller René Tuekær, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget. Han fortsætter

– Der skal samtidig lyde en stor ros til vores medarbejdere i Faxe Kommune. Vi har med vores kontrolbud vist, at vi er dygtige til at drive vores rengøring effektivt og at vi kan matche de private udbydere!

Faxe Kommunes rengøring vil fremover blive baseret på en ny rengøringsstandard. Det er både en harmonisering og en spareøvelse.

– Vi vil nu få en mere ensartet rengøring i hele Faxe Kommune. Alle vores institutioner vil f.eks. få gjort rent efter den samme model og alle vores kontorbygninger skal behandles ens. Det betyder, at nogle vil opleve en forbedring, mens andre vil få gjort mindre rent end før , forklarer René Tuekær og tilføjer, at der venter kommunens rengøringsafdeling en stor opgave:

– Vi skal lave planer for alle rum, sikre den rigtige bemanding og udvikle de rette metoder.”

Det ventes, at den nye ordning vil indbringe en økonomisk besparelse på 425.000 kroner hvert år.

Kommentarer