Kommunens energipris går til Maglemuen i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/06/artikel_moellevangskolen_energipris.jpg)
Faxe Kommune: Institutionen Maglemuen i Haslev får kommunens energipris i år
I år går Faxe Kommunes energipris til institutionen Maglemuen i Haslev. Maglemuen har reduceret elforbruget fra 2012 til 2013 med henholdsvis 5 procent på Afdeling Valmuen og 6 procent på Afdeling Maglegården. Der har ligeledes været fine besparelser på varmeforbruget.
Med anerkendelsen følger 5000 kroner, samt en vandrepokal i glas.
Formanden for Faxe Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Ivan Lilleng, glæder sig over Maglemuens fine besparelser og udtaler:
– I Faxe Kommune har vi gennem de seneste år haft stort fokus på energiforbruget i de kommunale ejendomme og investeret i energirenoveringer og energiovervågning. Den gode nyhed er, at vi med det fokus har set en reduktion i kommunens energiforbrug de senere år.
Han fortsætter:
– Det er glæder mig derfor også at se, at der bliver arbejdet med det rundt omkring på kommunens arbejdspladser. Vi ved, at vores adfærd betyder noget i forhold til at spare på energien, og hvis vi kan fastholde den gode udvikling med at bringe energiforbruget i vores bygninger ned er det både godt for klimaet og kommunens økonomi.
Som klimakommune arbejder Faxe Kommune målrettet med at nedbringe kommunens eget energiforbrug. For at holde fokus på indsatsen indstiftede Faxe Kommunes Klimaudvalg i 2010 en energipris, som er uddelt én gang årligt til den kommunale arbejdsplads, som har reduceret energiforbruget mest i det foregående år.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Ivan Lilleng overrækker prisen tirsdag den 24. juni klokken 15.00, på Maglemuen, Maglemosevej 9, 4690 Haslev.
Kommentarer