Haslev

Kommunens snerydning forringet per 1. januar

Faxe Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har vedtaget et nyt regulativ om vintervedligeholdelse og renholdelse

Regulativet, der er trådt i kraft fra d. 1. januar 2012, påfører grundejere yderligere forpligtelser. Ændringerne skyldes bl.a. den nye privatvejslov, som har bestemmelser om vintervedligeholdelse og renholdelse indarbejdet.

Kommunen fjerner ikke længere de snevolde der opstår når kommunens køretøjer rydder vejene. Nu er det grundejernes ansvar at fjerne dem. Det gælder både ved private indkørsler og ved indkørslerne til private fællesveje.

Grundejerne har pligt til at rydde sne snarest muligt efter snefald. Domspraksis viser at pligten til snerydning og glatførebekæmpelse ligger i tidsrummet ca. klokken 7.00 til 22.00. Hvis man ikke bor på eller i nærheden af ejendommen, skal man som udgangspunkt overdrage forpligtelsen til en anden, ved indsendelse af en fejeerklæring til kommunen.

Udover vintervedligeholdelse har grundejerne fremover også pligt til at fjerne ukrudt, feje asfalterede, brolagte eller flisebelagte færdselsarealer samt fjerne affald og andet, der er særlig forurenende, fremgår det af regulativet.

Yderligere information: 

Som grundejer langs en offentlig vej i by og bymæssig bebyggelse, skal man renholde fortov, bekæmpe glat føre samt rydde fortov (og sti) for sne ud for ejendommen. På offentlige veje hvor kørebanen går helt til skel eller hvor kørebanearealet er udlagt som opholds- eller legeareal, skal grundejeren minimum renholde, glatførebekæmpe og rydde sne på et 1,2 meter bredt gangareal langs med facaden.

Som grundejer langs en privat fællesvej i byzone, skal man renholde vej og fortov eller sti, bekæmpe glat føre og rydde sne på fortovet ud for ejendommen. Renholdelsespligten på kørebane gælder i princippet til vejens midte – forudsat at der er en anden grundejer på den modsatte side af vejen.

Private fællesveje i sommerhusområder, er undtaget fra forpligtelsen til snerydning og glatførebekæmpelse. Man er altså ikke forpligtet til at rydde sne udfor sommerhusgrunden, medmindre huset ligger i byzone.

Kommunen har desuden benyttet lejligheden til at indføje to nye bestemmelser i regulativet.

  • Det er ikke længere tilladt at anvende pesticider til ukrudtsbekæmpelse.
  • Det er tilladt at anvende andre tømidler end alm. tøsalt (NaCl), såfremt disse er godkendt til formålet, og de har en mindre belastende indvirkning på miljøet end NaCl.

Læs hele regulativet på Faxe Kommunes hjemmeside

 

Kommentarer