Rønnede

Kommunens svar på kritik om vindmøllerne ved Olstrup

vindmoeller_olstrup

Faxe Kommune: TV2 Øst bragte søndag den 15. september 2013 indslag om Faxe Kommunes håndtering af en vindmøllesag ved Olstrup

En nabo til to eksisterende vindmøller ved Olstrup hævdede, at kommunen i 14 år ikke har reageret på støjklager. Naboen påpegede, at der var fejl i et høringsmateriale, der er sendt ud i forbindelse med ansøgning om at opstille en tredje mølle i området.

Faxe Kommune ønsker med denne pressemeddelelse at bibringe med de fakta i sagen, der ikke umiddelbart fremgår af indslaget søndag.

Faxe Kommune har allerede inden indslaget i TV2 Øst været i løbende kontakt med naboen – både i sagen om en støjklage og om ansøgning om den tredje mølle.

Læs også: Vindmøllenaboer kritiserer Faxe Kommune

I november 2012 modtog Faxe Kommune en ansøgning om at opstille en 750 kW vindmølle øst for de to, der står ved Olstrup tæt på Bregentved-afkørslen på Sydmotorvejen. Møllen skal være 69 meter høj ligesom de to nuværende møller.

Ansøgningen blev sendt til naboorientering i januar 2013, og kommunen havde i februar møde med naboerne omkring møllerne – herunder naboen fra indslaget i TV2 Øst. Efter dette møde påpegede naboen, at der er fejl i det udsendte ansøgningsmateriale. Naboen mente, at møllerne var placeret forkert på det udsendte kort, hvilket han havde ret i. Kommunen bad i marts om ansøgers kommentarer – og eventuelle rettelser. Hér i sensommeren 2013 har Faxe Kommune endnu ikke hørt fra ansøger. Status i denne sag er derfor, at der foreligger en ansøgning, der endnu ikke er afgjort.

Støjklage over de to gamle møller

Faxe Kommune modtog i januar 2013 en klage over støj fra de to vindmøller ved Olstrup. På et tilsyn en uge senere kunne der ved den ene mølle høres en svag hyletone, og ved den anden en rumlende lyd. Efter kontakt til møllernes ejer blev der i marts 2013 foretaget servicebesøg med blandt andet reparation af bremser i den ene mølle. Efter endnu et kommunalt tilsyn den 16. april 2013 kunne det konstateres, at tidligere omtalte hyletone og rumlen var forsvundet fra de to møller efter reparation.

Naboen har efter dette forløb krævet støjmålinger, men på baggrund af det sidste tilsyn har Faxe Kommune vurderet, at der ikke er belæg for at bede ejer om at udføre en støjmåling, og sagen blev afsluttet.

Ifølge vindmøllebekendtgørelsen kan tilsynsmyndigheden kræve støjmålinger udført for vindmølleejerens regning, når en anmeldt vindmølle sættes i drift eller hvis forholdene taler derfor, dog højst 1 gang årligt. Klager er blevet oplyst, at han naturligvis kan henvende sig igen, hvis der atter opstår gener.

Tilsyn med vindmøller blev i forbindelse med kommunalreformen i 2007 overdraget fra amterne til kommunerne. Faxe Kommune har ikke kunnet genfinde klager i perioden fra 2007 til den modtagne klage i januar 2013. Der har i 2000-2002 været klager over en tidligere, tredje vindmølle, der i 2012 blev nedtaget.

Kommentarer