Haslev

Kommunens ungdomsskole udvalgt som model

Faxe Kommune: Faxe Kommunale Ungdomsskole er blevet udvalgt til et 2-årigt kvalitetsudviklingsprojekt

Faxe Kommunale Ungdomsskoles heltidsundervisning blev i denne uge udvalgt som én af de 5 skoler i Danmark, som skal gå foran i udviklingen af Ungdomsskolernes dagtilbud til de udsatte unge i den skolepligtige alder.

Ungdomsskolernes heltidsundervisning kan, ifølge Danmarks evalueringsinstituts seneste rapport, noget helt særligt, når det drejer sig om unge med særlige forudsætninger. De formår at møde de unge i øjenhøjde og favne både de sociale, personlige og faglige kompetencer hos den enkelte unge og ungdomsskolen har udviklet specialpædagogiske læringsmiljøer, der evner at rumme den unge og samtidig hjælper dem på vej i uddannelsessystemet.

Der er på landsplan dog også plads til forbedring i forhold til udvikling, dokumentation og præcisering af pædagogiske værktøjer samt gode pigeprojekter.

Derfor er Ministeriet for børn og undervisning, Ungdomsskoleforeningen og ledere og undervisere i Ungdomsskolerne nu gået sammen og iværksat det 2-årige kvalitetsudviklingsprojekt, som Faxe Kommunale Ungdomsskole nu er udvalgt til.

Udvælgelsen skyldes bl.a. skolens faglige profil og skolens indsats i forhold til 95 % målsætningen – Folketingets besluttede mål omkring at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

I projektet skal Faxe Kommunale Ungdomsskole være rollemodel for kvalitetsudviklingen og deltage aktivt i udviklingen af andre Ungdomsskoler, dokumentere og tydeliggøre de gode erfaringer og videreudvikle Faxe Ungdomsskole, så den også i fremtiden kan give den unge det særlig løft, som kan give adgang til uddannelse, arbejde og et godt voksenliv.

– Det er glædeligt, at det kæmpe arbejde, som de voksne udfører for vores udsatte unge i Ungdomsskolen bliver påskønnet og lagt mærke til af andre – også uden for kommunens grænser. Vi har i 20 år forsøgt at udvikle et koncept som virkelig fungerer, både for den udsatte unge og for Faxe Kommune. Det er da også med en vis ærefrygt, at vi påtager os opgaven at være blandt de 5, som for alvor skal udbrede vores gode ideer til hele Danmark – det bliver da en ordentlig mundfuld, udtaler afdelingsleder Torben Sørensen.

Foto: 5 af de gode voksne, som dagligt passer på de udsatte unges uddannelse i Faxe Kommunale Ungdomsskoles Heltidsundervisning.

Kommentarer