Kommunerne får 17 milliarder til anlægsarbejder i 2018
Kommunernes Landsforening, KL, og regeringen har indgået en aftale om at kommunerne får 17 milliarder til anlægsarbejder i 2018.
Kommunernes Landsforening, KL, og regeringen har indgået en aftale om kommunernes økonomi i 2018, der betyder at kommunerne får 17 milliarder til anlægsarbejde i 2018. Det tilsvarende tal i budgettet for 2017, er på 16,3 milliarder.
KL havde ønsket 19 milliarder til blandt andet nedslidte skoler og hullede veje, mens regeringen oprindeligt lagde ud med 15 milliarder.
– Det er positivt. Man kan altid diskutere om det var nok, når KL ønskede 19 milliarder, siger borgmester Knud Erik Hansen (S), Faxe Kommune, til TV Øst.
Pengene giver kommunerne mulighed for at sætte gang i forskellige anlægsprojekter. Faxe Kommune har blandt andet brug for nye og forbedrede veje ved stationen i Haslev, i forbindelse med den ny, hurtige jernbane mellem Ringsted og København, der vil give Haslev en direkte forbindelse til København.
– Så vi har i høj grad brug for de ekstra penge, siger Knud Erik Hansen, til TV Øst.
Kommentarer