Haslev

Kommunerne spiller en central rolle i at stoppe tabet af biodiversitet

Der er sjældent lagt en plan for de titusindvis af arter af dyr og planter, der bor i de danske kommuner. Det vil Danmarks Naturfredningsforening lave om på.

Alle kommuner planlægger, hvor deres borgere skal bo og hvordan, de bedst kan bevæge sig rundt i kommunen. Men de tusindvis af arter, der også bor i kommunerne, er der sjældent lagt planer for.

Derfor er levesteder for fx salamandre, flagermus og tudser forsvundet og Danmark er ligesom resten af kloden ramt af en enorm biodiversitetskrise. Det skal der laves om på, mener Danmarks Naturfredningsforening, der nu lancerer Naturkommuner:

– Vi skal vende tabet af arter og vi skal starte herhjemme. Kommunerne har et stort ansvar for naturen og det ansvar vil vi gerne hjælpe dem med at løfte. Derfor tilbyder vi nu kommunerne en værktøjskasse med opskrifter på, hvordan de får en rig og robust natur i kommunen, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Kamp om pladsen
Naturkommuner er et flerårigt projekt. Alle kommuner får 10 gode spørgsmål om kommunens naturforvaltning og en oversigt over de juridiske forpligtelser, kommunen har for naturen. Dertil kommer et inspirationskatalog med anbefalinger til formulering af en stærk kommunal naturpolitik, og så er der et katalog med virkemidler, der ifølge forskningen fremmer biodiversitet.

– Der er en voldsom kamp om arealer og pladsen i vores land. Uden en klar retning og en plan er naturen dømt til at blive taberen. Det er derfor afgørende, at vi får kommunerne til at udarbejde egentlige naturpolitikker, der binder et til enhver tid siddende byråd til at have naturen med på dagsorden, siger Maria Reumert Gjerding.

Hun understreger, at biodiversitetskrisen kalder på lige så stor politisk handling, som den aktuelle klimakrise.

Aalborg Kommune har en god plan
I dag har kun 33 kommuner en egentlig naturpolitik og langt de fleste af dem, er alt for svage, mener naturfredningsforeningen. En af de bedste,”Under åben himmel, politik for natur, parker og udeliv – vision 2025″, er udarbejdet af Aalborg Kommune, der på baggrund af et grundigt forarbejde i deres biodiversitetsstrategi netop har formuleret en klar vision, sat mål for udvikling af naturen i kommunen og beskrevet hvad de vil gøre, for at nå målene.

Blandt andet vil Aalborg Kommune øge det beskyttede naturareal fra 13 procent til 17 procent, helt i overensstemmelse med FN’s mål. Kommunen vil sikre at 50 procent af de naturbeskyttede arealer er i god tilstand i 2025 og kommunen vil ikke bruge pesticider.

Og det er netop det, Danmarks Naturfredningsforening nu efterspørger af landets øvrige kommuner, der – hvis de – udarbejder og implementerer en ny ambitiøs naturpolitik – kan bruge deres særlige rolle i samfundet og nærhed til borgere og erhvervsliv, til at stoppe tabet af biodiversitet målrettet.

– Nu giver vi byrådene redskaber til at passe på sortspætten, melet kodriver og tørveviolen og resten af det mylder af liv, der udgør biodiversiteten. En rig natur er en generationskontrakt, som ingen har ret til at formøble og jeg håber, at landets kommuner vil tage godt imod vores værktøjskasse, siger Reumert Gjerding.

Der er hårdt brug for konkrete indsatser for naturen. En ny FN rapport fastslår, at uden akut handling vil vi op mod en million arter uddø. Også i Danmark er hver fjerde undersøgte art i Danmark truet i større eller mindre grad.

Fakta om Naturkommuner
Naturkommuner er et nyt initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening der har til formål at sætte spot på kommunernes naturansvar og bidrage til, at alle kommuner kan få en stærk naturpolitik, der sætter retning for kommunens naturindsats frem mod 2030.

Rig og robust natur er et fælles ansvar. Kommunerne har potentialet og borgernes opbakning til at løfte opgaven.

En undersøgelse foretaget af Kantar-Gallup i 2018 viser, at 75 procent af danskerne er bekymrede over, at mange truede dyr og planter er i tilbagegang. 59 procent vil gerne have mere natur (grønne områder) i deres lokalområde, og 69 procent mener, at der bør gøres mere for at bevare og beskytte truede dyrearter i Danmark.

Kommentarer