Faxe by

Koncert med ’Venedigs Strygekvartet’ i Faxe Kirke

Faxe: Det er en af Italiens førende strygekvartetter, der søndag klokken 15 giver koncert i Faxe Kirke.

Søndag den 4. september klokken 15 giver ’Venedigs Strygekvartet’ koncert i Faxe Kirke.

Ensemblet – der består af musikerne, Andrea Vio, violin, Alberto Battiston, violin, Giancarlo di Vacri, viola og Angelo Zanin, violoncello – blev dannet i 1983, mens medlemmerne stadig var studerende ved musikkonservatoriet i Venedig, og kvartetten har således eksisteret i over 30 år.

I de mange år har kvartetten optrådt over hele Europa og er jævnligt på turné i USA, Latinamerika, Japan og Sydkorea. I 2008 fejrede kvartetten sit 25-års jubilæum ved en koncert i Venedigs berømte teater, ”La Fenice”. I den anledning hædrede den italienske præsident kvartettens medlemmer med den italienske stats æresmedalje i sølv.

Nu er det blevet Faxes tur til at nyde musikerne. Vel mødt til en koncert i verdensklasse! På programmet er blandt andet værker af Ludwig van Beethoven og Giuseppe Verdi.

Undervejs bliver der en lille pause, hvor menighedsrådet byder på en forfriskning.

Der er gratis adgang til koncerten, og kirkebilen kører. Den kan bestilles på Faxe Kirkekontor på telefon 5671 3552 – tast 1, senest fredag den 2. september klokken 12.

Kommentarer