Kongsted Kirke afholder strikkecafe

Kongsted: Under overskriften ’strik for skaberværket’ skal der nu produceres bomuldskarklude i stor stil i Kongsted Kirkes strikkecafé.
Søndag den 22. maj fra klokken 14 til 17 afholdes der en strikke/hækle eftermiddag, hvor der skal strikkes/hækles karklude, i Kongsted Præstegård. Kludene er langt bedre for miljøet end plasticfyldte engangsklude, og overskuddet af kludesalget går til Folkekirkens Nødhjælp.
Et af de største problemer, verden står overfor i øjeblikket, er mikroplast. Bittesmå stykker plastik flyder rundt i klodens have og forurener dem. Hvert minut ryger der, hvad der svarer til en skraldebil fuld af plastik i havet, og snart vil der være mere plastik end fisk i havet. Når en engangskarklud, der består af 20 procent plastik, vaskes ryger der plastik direkte ud i vandet.
Derfor vil Kongsted Kirke hylde Guds forunderlige skaberværk ved at sørge for lidt mindre plastik i havene, ved at strikke eller hækle karklude af bomuldsgarn.
Øvede strikkere må meget gerne medbringe gerne egne pinde og eget garn. De der ikke kan strikke eller hækle, får hjælp til at komme i gang, og kan låne et par pinde.
Hvis man har noget bomuldsgarn liggende i gemmerne, som kan doneres til formålet, tages der gerne imod.
Deltagelse koster 50 kroner inklusive kaffe, kage og en karklud. Øvrige karklude kan købes for 20 kroner og overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælp.
Kommentarer