Rønnede

Kongsted Sparekasse kommer næsten i plus

Rønnede: Kongsted Sparekasse har netop offentliggjort halvårsresultat før skat på kr. -143.000 mod -1,5 mio kr. i samme periode sidste år

Trods høje nedskrivninger på udlån formår Kongsted Sparekasse at ændre sidste års negative billede med et meget lille underskud på kr. 143.000 i forhold til sidste års halvårsresultat, som var et underskud på 1,5 mio. kr. Det skriver Dagbladet Børsen og nyhedsbrevet FinansWatch.

Finanstilsynets individuelle solvenskrav til Kongsted Sparekasse er 9,51 procent, hvilket sparekassen ligger over med en solid solvensprocent på 13,5. Likviditeten ser også fornuftig ud med en overdækning på 302 procent. Der er desuden fremgang i basisdriften hos sparekassen, vurderer de to anerkendte finansmedier.

Kongsted Sparekasses direktør, Morten Villadsen meddeler i en pressemeddelelse, at han er tilfreds med første halvår, hvor der har været svære betingelser. Han udtrykker håb om et højere renteniveau, så sparekassen kan få en bedre forrentning af sit indlånsoverskud. Alt i alt vurderes sparekassens økonomiske forhold som værende stabile.

Kommentarer