Faxe Ladeplads

Kontanthjælpsreformen skaber hjemløse

lars_christensen

Læserbrev: Følgerne af kontanthjælpsreformen slår nu for alvor igennem

Indsendt af Lars Christensen, Gartnervej 13, Faxe Ladeplads. Medlem af Enhedslisten i Faxe.

Alle kommuner i region Sjælland forventer nu et kapacitetspres på regionens herberger og forsorgshjem! Dette pres kommer ifølge de kommunale forvaltninger, fordi mange borgere må gå fra hus og hjem takket være kontanthjælpsreformen.

Er det det samfund, vi ønsker os?

Et samfund, hvor dem der har, de skal forkæles, mens dem der intet har, de skal have af pisken! Er vi da to forskellige menneskearter?

Tror man virkelig, at den arbejder der har arbejdet i mange år, og så pludselig bliver fyret, fuldstændig skifter personlighed? Går fra at være en samfundsborger der skulle fodres med gulerødder for at være velfungerende, til en borger der nu skal have pisk for at fungere?

Dette skift, bare fordi hans firma måske har valgt at udnytte EU’s regler optimalt, så de kan ansætte lastbilchauffører fra Rumænien til langt under den halve løn!

Enhedslisten vil ændre på dette. Vi vil forkorte genoptjeningsperioden. Vi vil give arbejdsløse ret til uddannelse på en anstændig løn. Folk der oplever at blive fyret har ikke brug for et “gok” i hovedet. Og de har bestemt ikke brug for at ende på gaden!

Kommentarer