Haslev

Koordineret indsamling på lørdag

kollegie_seminarium_haslev2

Haslev: Faxe Kommune modtager ting og sager til de flygtninge, der er ved at blive indkvarteret i kollegiebygningen i Haslev.

Faxe Kommunes borgere har vist sig beredte og villige til at donere ting og sager til de flygtninge, som er begyndt at blive indkvarteret i kollegiebygningen ved det tidligere seminarium i Haslev.

Til at koordinere denne indsamling står Gitte Mølgaard fra Jobcenter Faxe til rådighed. Hun sørger også for, at tingene bliver fordelt af en integrationsmedarbejder fra Jobcentret.

Hun kan kontaktes på telefon 56 20 36 35 – eller endnu bedre – på e-mailen gistc@faxekommune.dk, da hendes telefon er rødglødende for tiden.

På grund af de mange henvendelser vil Gitte Mølgaard være til stede ved kollegiebygningen lørdag den 12. september klokken 10-11, hvor hun tager imod donationer.

I øjeblikket er det især lamper, der er brug for. Og så kunne det give stor værdi for de nye borgere, hvis de havde bordtennisbord, billard eller lignende, de kan bruge til at fordrive tiden med.

Private boliger

Det er vigtigt at forstå, at kollegiet og de øvrige flygtningeboliger i Faxe Kommune er private boliger, som flygtningene lejer sig ind i og dermed betaler husleje for.

Der er således hverken i forhold til kollegiebygningen eller de øvrige flygtningeboliger tale om en institution eller lignende med tilknyttet personale, som i det daglige ville kunne tage imod donationerne.

Det er helt almindelige lejemål

Derfor er det ikke mindst vigtigt at henvende sig til Gitte Mølgaard og at gøre sig overvejelser om, hvor og hvordan man afleverer de ting, men gerne vil bidrage med.

Det er jo også muligt at aflevere til én af flere genbrugsforretninger i byen, som giver mulighed for, at flygtningene for en overkommelig pris selv kan købe præcis det, de mangler til deres nye bolig.

Måder at engagere sig

Ud over at bidrage med ting på lørdag kan man engagere sig på andre måder.

Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe holder informationsmøde om deres arbejde onsdag den 23. september klokken 19.30 i deres lokale i Frøgården i Haslev (der er adgang ved gavlen i nummer 35).

Frivilliggruppen mødes hver onsdag fra klokken 18 til cirka 20, og man kan kontakte Jette Schmidt fra frivilliggruppen på 31 10 15 99.

Man kan også deltage i arbejdet hos Røde Kors’ integrationsafdeling, som mødes i lokaler på Haslev Museum, Vestergade. Her kan man kontakte Zabona Patience Mashamba på telefon 26 81 31 46, hvis man i Røde Kors-regi ønsker at stille sig til rådighed til lektiehjælp eller lignende.

På facebook kan man også se mere om at engagere sig i gruppen ”Venligboerne Faxe Kommune”, og man kan også læse mere på www.flygtninghaslev.dk/Aktiviteter.htm.

Kommentarer