Kræftrehabilitering lever ikke op til kravene
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/02/cancer.jpg)
Faxe Kommune: Kræftens Bekæmpelse kræver nu at Faxe Kommunes tilbud om kræftrehabilitering skal leve op til de faglige standarder
Det er kommunernes ansvar at tilbyde rehabilitering til deres kræftramte borgere. Det ansvar lever 79 procent af landets kommuner op til. Det viser en rundspørge, foretaget i oktober måned, af Kræftens Bekæmpelse. Yderligere 17 procent er i gang med at etablere tilbud til deres kræftramte borgere. Fire kommuner Brønderslev, Læsø, Billund og Dragør kommuner har ifølge rundspørgen ikke planlagt tilbud.
Og endelig lever Faxe, Aabenraa, Struer og Norddjurs kommuners tilbud ikke op til de faglige standarder.
I både Faxe og Aabenraa kommuner tilbydes der kun rehabilitering til borgere i den erhvervsaktive alder. Det betyder, at kræftpatienter, som står uden for arbejdsmarkedet, ikke får tilbudt rehabilitering.
– Det er bare ikke i orden, fastslår Laila Walther, chef for Patientstøtte & Lokal Indsats i Kræftens Bekæmpelse.
-Vi anbefaler, at der bliver udarbejdet et landsdækkende screeningsredskab, som kommunerne kan bruge, når de skal vurdere den enkeltes behov, men det skal også være med til at sikre, at det ikke har betydning, om du bor i ene eller den anden kommune. Kriterierne skal være ens, fastslår Laila Walther.
Det vides ikke helt præcist, hvor mange mennesker der har behov for hjælp til at vende tilbage til hverdagen. Men kræftrehabilitering er ofte det skub, som kræftpatienter har brug for at komme videre efter sygdommen. Rehabiliteringen kan desuden være med til at reducere begrænsninger i patientens fysiske, psykiske og sociale funktion.
Kilde: Cancer.dk
Kommentarer